Rød stue af Teddy Vork

Rød stue af Teddy Vork

Benjamin er nyuddannet pædagog og har fået arbejde i børnehaven Midtbyens Børnegård. Under sin første lukkevagt ser han et glimt af et barn i ruderne, da han er nået ud til sin cykel. Panikslagen over at have glemt et barn skynder han sig ind igen. Men selvom han leder alt igennem, er der ikke nogen.

Sådan begynder Teddy Vorks seneste roman Rød stue. Historien udkom egentlig i første omgang som en novelle i Vorks prisbelønnede novellesamling Ubuden.

” Ideen til historien fik jeg for mange år siden, da min søn gik i børnehave. Jeg var ved at skrive romanen ‘EX’, og under min research faldt jeg over en del artikler om offentlige institutioners overraskende høje forbrug af spøgelsesuddrivelser. Udgifterne blev ofte bogført kreativt, da de kommunale instanser ikke skulle kritisere, at der blev brugt penge på dette.

En af artiklerne handlede om den nystartede mandlige souschef, som da han låser børnehaven af en eftermiddag ser en lille pige i et af børnehavens vinduer. Han skynder sig ind, bandende over, han kunne finde på at glemme et barn. Men der er ingen børn tilbage i børnehaven. Derefter begynder han og de andre pædagoger at opleve hændelser, der er svære at forklare rationelt: ting, der bevæger af sig selv, børn, som fortæller om en usynlig plageånd, ubehagelige lugte og lyde. Først da personalet bestiller en spøgelsesuddrivelse, letter det.

Med det samme jeg læste artiklen, vidste jeg, der var en historie her …” (Teddy Vork)

Teddys forlægger, Steen Langstrup, så dog potentiale til mere i historien, og efter en omfattende omskrivning er Rød stue nu udkommet som roman.

Grundidéen er den samme, men romanen giver bl.a. læseren et bedre indblik i Benjamin, som har haft en svær barndom, efter forældrene blev skilt. Faren var ikke interesseret i ham, og moren havde travlt med alle sine kærester. Benjamin begyndte tidligt at drikke, men er nu tørlagt alkoholiker og bor sammen med Jeanette og deres lille datter Dina.

Vi får også mere at vide om baggrunden for de uhyggelige hændelser, der udspiller sig i Midtbyens Børnegård. For synet af skikkelsen i vinduet er kun begyndelsen. Snart ser Benjamin genstande bevæge sig, uden der er nogen i nærheden. Han føler sig overvåget, og begynder at frygte at han lider af delirium tremens, selvom han ikke drikker mere.

Herfra eskalerer begivenhederne i en grad, så omgivelserne også begynder at bemærke det.

Rød stue er en uhyggelig og modbydelig bog. Teddy Vork kan som få forvandle det kendte og hjemlige til noget skræmmende og ubehageligt. Men romanen er også et fantastisk indblik i et plaget sind. Benjamin har ar i sjælen efter forældrenes svigt, men kæmper for at give sin datter Dina al den kærlighed han ikke selv fik. Og lige så skræmmende som Teddy kan skrive, ligeså smukt skriver han også.

”Et sug af kærlighed gik gennem hele kroppen, så han blev helt svimmel. Der fandtes ikke ord for det. Det var som at fotografere en blændende solnedgang eller genfortælle en drøm. Intensiteten var umulig at dele, og ethvert forsøg fik følelsen til at visne.” (side 66)

Og det er den kombination, der gør Teddy til så fantastisk en forfatter. Han kan skrive så skræmmende, at det næsten er umuligt at læse det. Men han skriver også så virkeligt og forstår menneskesindet så godt, at vi læsere ikke kan undgå at spejle os.

For de faste fans er der også lidt easter eggs i Rød stue, når Benjamin på et tidspunkt synger sangen fra romanen Forglemmigej. Jeg fik også helt lyst til at genlæse novellen ‘Den forsvundne risengrød’ fra Hvor skyggen falder efter endt læsning. Og så kan jeg jo ikke undgå at synes, det er sjovt, at en af pædagogerne i romanen hedder Jette 🙂

Rød stue er endnu en fuldtræffer fra Teddy Vork, og jeg kan kun varmt anbefale den.

Om Rød stue:

Udgivelsesår: 30.03.2025
Forlag: 2 Feet Entertainment, 211 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs mere om samarbejdet mellem forfatter og redaktør

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Lejligheden af S. L. Grey
Dødens jagt af Joe Hill
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Ondskabens hotel af Stephen King
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Etatsråden af Arne Munk
Dark Matter af Michelle Paver
Forglemmigej af Teddy Vork

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.