Nonas værelse af Cristina Fernández Cubas er en novellesamling, der udkom på dansk i 2024, som jeg burde have anmeldt. Desværre var den fuldstændigt fløjet under min radar, så her kommer et lille pip i stedet.
Forlaget skriver:
I bogens seks fortællinger er intet helt, som vi tror, det er. Historierne tager alle udgangspunkt i hverdagslivet, men lidt efter lidt udvikler handlingen sig i retning af det uforklarlige og det mysteriøse.
I titelhistorien ‘Nonas værelse’ kæmper en teenagepige med den ubehagelige følelse af, at hendes forældre viser større opmærksomhed for hendes specielle lillesøster Nona. Men historien tager pludselig en uventet drejning. ‘At tale med gamle koner’ handler om en ung kvinde, som trues med at få sin lejlighed sagt op. Rent tilfældigt møder hun på gaden en venlig gammel kone, som inviterer hende til kaffe. Men kan man stole på gamle koner?
‘Interiør med figur’ foregår på et kunstmuseum, hvor fortælleren møder en gruppe med skolebørn, der skal diskutere Adriano Cecionis maleri ”Interiør med figur”. Under samtalen om kunstværket ser et af børnene noget foruroligende i maleriet, som påvirker handlingen i en dramatisk retning. En kvinde, der har mistet sin mand, tager til Madrid og beslutter sig for at starte på en frisk i ‘Det nye liv’, men når hun bevæger sig ud i det summende byliv, bliver hun på mystisk vis rullet tilbage til fortiden.
Novellesamlingen indeholder seks velskrevne, overraskende og læseværdige historier, der næsten umærkeligt flyder fra realisme ind i det fantastiske. Jeg var utrolig godt underholdt, og kan kun varmt anbefale den til alle, der holder af det weird og fantastiske.
Andre skriver:
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Seks dagligdags fortællinger, hvor de velkendte og realistiske begivenheder blandes med mystik i en verden, hvor normalitetens love ikke længere gælder, for hvem narrer hvem? […] Velskreven fantastisk litteratur, der overrasker og er allerbedst, når man som læser oplever et decideret gys, som i historien “At tale med gamle koner”. De tre søstre i “Barbros endeligt” taler om at “betragte uden at se”, og det er den fornemmelse, man sidder tilbage med; fik jeg nu kigget ordentligt efter, og er virkeligheden egentlig virkelig?
Tårnbybladet:
Den spanske forfatter er en gudsbenådet fortæller, som har vundet flere priser, og hendes bøger er oversat til flere sprog. Jeg er fuld af beundring for den fantastiske oversættelse som Viveca Tallgren har stået for. Sproget er levende og let. (Læs hele anmeldelsen)
Om Nonas værelse:
Udgivelsesår: 06.06.2024
Forlag: Apuleius’ Æsel, 163 sider
Omslag: Adriano Cecione / Getty Images
Originaltitel: La habitación de Nona, 2015
Oversætter: Viveca Tallgren
Indhold:
Nonas værelse
At tale med gamle koner
Interiør med figur
Barbros endeligt
Det nye liv
Dage med Wasi-Wano
Læs også:
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Mit indre øje af Anna Laurine Kornum
Dansk standard af Kim Leine
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Tanker om at flygte af A. Silvestri
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Udslettelse af Jeff VanderMeer
Det sidste hus af Jonas Wilmann

