Det er blevet d. 7. december og bag dagens kalenderlåge gemmer sig novellen Simones jul af Patrick Leis.
Patrick Leis skrev oprindeligt Simones jul til antologi-serien Fortællinger fra mørket. Da han altid har været fan af Krampus, var det oplagt at skrive “en sød lille julehistorie“, hvor han præsenterer sin egen version af Krampus.
Efter Simones mand, Jens, døde for tre år siden, blev deres fælles hus for stort. I stedet er hun flyttet ind i et mindre hus på Vestegnen, hvor hun for første gang skal holde jul for sønnen Carsten, svigerdatteren June og barnebarnet Michael.
Så lillejuleaften er Simone i fuld gang med de sidste forberedelser. Alt er gjort rent, gåsen er forstegt, og hun mangler bare at bage pebernødder og koge klejner.
Simone er stålsat på, at Carsten og June ikke skal have noget af pege fingre af, når de kommer juleaften. Så da hun pludselig bemærker en rådden lugt fra badeværelset, har hun ikke til sinds at vente til sønnen kommer, så han kan hjælpe hende. I stedet lykkes det hende med stort besvær at løsne risten under håndvasken, hvor lugten stammer fra. Hun får også hevet en underlig grå håragtig klump op af afløbet. Men så ringer det på døren, og hun smider hurtigt klumpen ud i baghaven og glemmer alt om den.
Det bliver dog ikke det sidste, Simone ser til den mærkelige klump.
Patrick Leis har skrevet en underholdende og creepy julenovelle, som mod slutningen får et endnu mørkere tvist, da hemmeligheder fra Simone og Jens’ ægteskab kommer frem i lyset.
Om Simones jul:
Udgivet i Skyggespejlet (2020) samt i Opløsning (2025)

