Det er blevet d. 15. december, og bag dagens kalenderlåge gemmer sig Await Further Instructions.
Jeg faldt over denne på Rotten Tomatoes ‘Christmas Horror Movies‘ liste, hvor den er rangeret som nummer 15 med beskrivelsen:
On Christmas Day, a family wakes up to find a mysterious black substance surrounding its house, and its TV screen broadcasts a single message: Stay Indoors and Await Further Instructions.
Juleaften ringer det på hos familien Milgram. Sønnen Nick kommer på besøg med kæresten Annji efter ikke at have været hjemme i flere år. Beth er henrykt over at se sønnen, mens Tony bebrejder ham for at have svigtet familien. Da Nicks søster Kate og hendes mand Scott snart efter dukker op, er hele familien inklusiv farfaren samlet.
Der går dog ikke længe, før farfarens og Kates racisme bliver for meget for Nick og Annji. De trækker sig tilbage og beslutter sig for at tage af sted tidligt juledag. Men da de prøver at snige sig ud næste morgen, er hele huset indhyllet af en mystisk sort substans, som det er umuligt at trænge igennem. Hvad er der sket? Er det et terrorangreb, atomkrig eller måske en eller anden form for eksperiment?
Mens de frustreret forsøger at komme ud, lyser tv’et pludselig op med en ildevarslende besked: “Bliv indendørs og afvent yderligere instruktioner“. Den allerede dårlige stemning i huset bliver hurtigt værre, efterhånden som tv’ets instrukser skaber splid i familien. For hvem er det, der sender beskederne? Er det regeringen, som Tony er overbevist om. Eller det nogen med en mere fordækt dagsorden?
Vurdering:
Await Further Instructions bruger julen som en kulisse for at bringe familien sammen. Der er ikke noget julet over plottet. Det er også en film, jeg er lidt splittet over. Jeg kan godt lide idéen, og dele af udførelsen er rigtig god. Men der er også dele, der skurrer gevaldigt. Udrulningen af familie stridighederne går så hurtigt, at det virker utroværdigt. I det hele taget er et par af karaktererne så stereotype, at de bliver kunstige. Også slutningen kæmper med troværdigheden – og med halv dårlige special effects.
Det er dog ganske interessant at følge udviklingen i familiestrukturen, efterhånden som tv’et dikterer mere og mere. Her skal Sam Gittins roses for rollen som Nick. Grant Masters, der spiller faren Tony, har også sine øjeblikke, men desværre også en del scener hvor han overspiller totalt.
Undervejs kom jeg bl.a. til at tænke på Den hemmelige kode af William Sleator, hvor fem forældreløse teenagere placeres i et ukendt univers bestående af trapper. For at få mad skal de udføre bestemte instrukser, som de modtager af en blinkende maskine. Men hele moral spørgsmålet – hvor langt vil vi gå på nogens ordrer – er jo uhyre interessant. Læs f.eks. om Stanford Prison Experiment som blev udført i 1971.
Ikke den bedste film jeg har set, men bestemt heller ikke den værste.
Om Await Further Instructions:
Udgivelsesår: 2018
Instruktør: Johnny Kevorkian
Se også:
Quarantine, 2008
Quarantine 2: Terminal, 2011
[REC], 2007
[REC2] , 2009
Sorgenfri, 2016

