Første jul uden mor af Steen Langstrup

Den første jul uden mor af Steen Langstrup

Det er blevet d. 16. december, og bag dagens kalenderlåge gemmer sig novellen Første jul uden mor af Steen Langstrup.

https://steenlangstrup.wordpress.com/2019/03/20/novelle-4-foerste-jul-uden-mor/På sin hjemmeside fortæller Steen Langstrup, hvordan Første jul uden mor opstod som en bestillingsopgave til Politiken i 2008. Opgaven gik ud på at skrive en kort julenovelle, og hvad der starter som en tilsyneladende uskyldig historie, tager på blot 6 sider en grum drejning.

Efterfølgende er novellen blevet brugt som undervisningsmateriale, ligesom Langstrup i 2010 trykte en limited edition i papir, som blev sendt ud til alle, der havde handlet i hans webshop det år. I 2019 blev den endelig tilgængelig for alle i novellesamlingen I lygternes skær.

Dagens novelle er en af mine yndlings julehistorier. Ikke kun fordi en af personerne i fortællingen hedder Jette, men fordi den er et pragt eksempel på, hvad en god novelle kan. Uden at bruge mange ord sættes en scene, som vi øjeblikkeligt forstår, for så til allersidst at vende det hele på hovedet. Alt, hvad vi troede, at vi vidste, får pludselig en fuldstændig ny betydning. Det er simpelthen så godt lavet.

Uddrag af novellen:

“Undskyld,” sagde han og smilede usikkert. “Jeg ved ikke, om jeg kan få dig til at hjælpe mig lidt?”

Legetøjsbutikken var enorm og umulig at overskue. Hylde efter hylde bugnede med legetøj, og alene mængden var overvældende. Rundt omkring brølede tv-apparater op om den og den superseje nyhed, som du bare måtte have i julegave […] Den unge, lidt buttede kvinde i legetøjsbutikkens røde og blå uniform rettede sig op og smilede til ham.

“Hvad kan jeg hjælpe med?”

“Jeg skal finde adventsgaver til børnene. Men jeg er vist håbløs til det.”

“Hvor mange børn drejer det sig om?”

“To. En dreng og en pige. Det er deres første jul uden mor, så jeg ville jo så gerne … Det er svært for dem at skulle indstille sig på, at de aldrig skal se hende igen. Jeg … det er jo jul alligevel.” (side 49-50)

Første jul uden mor er ikke Langstrups eneste julefortælling. I 2019 udgav han thrilleren Tabu, om Jeanette der sammen med familien skal fejre jul på en caribisk ø. Men det bliver langtfra den idylliske familie jul, hun havde drømt om.

Om Første jul uden mor:

Udgivet i I lygternes skær, 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.