Det er blevet d. 17. december og bag dagens kalenderlåge gemmer sig Red One.
Jeg har en blød plet i mit filmhjerte for Dwayne ‘the Rock’ Johnson. Så da jeg fandt ud af, at han spiller julemandens sikkerhedschef i Red One, var jeg nødt til at se den.
Filmen starter en juleaften, hvor vi introduceres for en kynisk dreng, der ikke tror på julemanden. Så springer vi frem i tiden, hvor julemanden er på besøg i et Mall et par dage før jul. Mens børnene står i en lang kø for at hilse på, har de voksne glemt at alt om julens budskab. De er hensynsløse i deres gaveindkøb, snyder, stjæler og er ubehøvlede. Efter 300 år er det blevet for meget for sikkerhedschefen Callum Drift, som har afleveret sin opsigelse. Denne jul bliver hans sidste i jobbet.
Men så bliver julemanden kidnappet fra sin by på Nordpolen. Det viser sig, at en hacker har fundet hans lokation og solgt den til en anonym køber. Nu er det op til Drift, der modvilligt får hjælp af hackeren Jack, at finde ud af hvem der kidnappede julemanden. Det umage par tager på en verdensomspændende, actionfyldt mission for at redde julen.
Vurdering
Plottet er ret gennemskueligt, som det ofte er i disse jule-action-komedier. Den eneste rigtige overraskelse er kidnapperens identitet. De øvrige roller følger en kendt karakterudvikling.
Til gengæld tror jeg, at CGI-fyrene har haft en fest. Det vrimler med væsner lige fra julemandens rensdyr over en talende isbjørn til trolde, nisser og så videre. Også julemandens by er et overdådighedshorn af pudseløjerligheder.
Det er egentligt ok lavet, men jeg synes, det bliver lidt for kunstigt. Det føles mere ægte, når skuespillerne ikke konstant spiller foran et green screen. Men da jeg som sagt ikke kan stå for the Rock, tilgiver jeg det, for Red One har også sine øjeblikke.
Rollelisten indeholder udover the Rock, også J.K. Simmons som en ualmindelig fit julemand. Lucy Liu der leder Mythological Oversight and Restoration Authority (MORA). Og Chris Evans som hackeren Jack O’Malley, der for længst har mistet juletroen og i stedet ser folks værste træk.
Alt i alt en okay underholdende, om end lettere forudsigelig jule-action-komedie, du sagtens kan slå et par timer ihjel med i juledagene.
Om Red One:
Instruktør: Jake Kasdan
Udgivelsesår: 2024
Se også:
Die Hard, 1988
Fatman, 2020
Polar, 2019
Violent Night, 2022

