De rødhårede dukkers skrig af Lasse Bo Andersen

De rødhårede dukkers skrig af Lasse Bo Andersen

De rødhårede dukkers skrig er andet bind i Lasse Bo Andersens detektiv-serie for de +10-årige.

Sommerferien fortsætter for Arthur, der sammen med sin mor lejer et hus i den lille by Strandfjed. Mens han i første bind, Det lækkersultne fugleskræmsel, ærgrede sig over at moren arbejdede så meget, glæder han sig nu til at være sammen med Vigga. For Holm er jo taget hjem. Eller er han?

Pludselig pusler det nemlig ved Arthurs rude, og udenfor står Holm. Han har opdaget en munk, der midt om natten kørte ned på havnen med en meget mistænkelig trillebør. Der er ikke andet for, end at Holm og hans detektivassistenter Vigga og Arthur må se nærmere på sagen. Det er de selvfølgelig helt med på.

Men denne gang er sagen ikke så ligetil at få hul på. Dels findes der ikke et munkekloster i Strandfjed, så hvor kommer munken fra? Dels ved børnene ikke, hvad der var i trillebøren og hvor det blev af? Og endelig dukker der pludselig rødhårede dukker op i strandkanten. Dukker hvis munde er skåret ud, så det ligner, at de skriger. Hvor stammer de fra?

Det sidste spørgsmål vil turistchefen, Gerda, gerne have børnene til at hjælpe med at opklare. Hun frygter, at dukkerne skader turismen, og den lokale betjent Conrad er ikke til megen hjælp. Han er travlt optaget af sagerne om en indbrudstyv og en vindueskigger, der hærger Strandfjed.

Vurdering:

De rødhårede dukkers skrig er noget længere end første bind i serien, men med et lixtal på 23 er den stadig tilgængelig for de lidt svagere læsere. Historien er spændende, og fortalt med fart over feltet. Og ligesom i første bind har slutningen et overraskende tvist, som – uden at afsløre for meget – nærmest er helt sørgmodig for den voksne læser.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Lasse Bo Andersen mon har været inspireret af Peter Benchleys roman Dødens gab i sit portræt af turistchefen Gerda. I hvert fald fik jeg en underholdende vibe, når hun ruller sig ud i sit forsøg på at holde fast i byens turister 🙂

Med andre ord er De rødhårede dukkers skrig et godt valg til de +10-årige læsere, der holder af spændende detektivhistorier.

Uddrag af bogen:

Holm rystede atter på hovedet. Så kneb han øjnene sammen og sagde:

– Der var noget mystisk på færde. Det er jeg sikker på.

– Hvordan kan du være så sikker på det?

– Kald det instinkt, sjette sans eller mavefornemmelse.

– Mavefornemmelse? sagde Vigga med et grin. – Og du er sikker på, at du ikke bare havde en prut på tværs?

– Må jeg være fri, snerrede Holm. – Der var med sikkerhed noget i den trillebør, der skulle skaffes af vejen.

– Noget eller nogen? sagde Arthur pludselig. Han havde ellers forholdt sig tavs længe.

Det gav et sæt i Vigga. – Hvad mener du? spurgte hun og så på ham.

– Endelig én, der deler min mistanke, sagde Holm og slog ud med armene. – Hvorfor var indholdet i trillebøren dækket af et tæppe? Hvorfor måtte ingen se, hvad det var? Og hvorfor skulle det bortskaffes på det tidspunkt af døgnet?

Vigga så fra den ene til den anden. – Tror I, at det var et menneske? (Side 31)

Reklame: Tak til tekstogtegning der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De rødhårede dukkers skrig:

Udgivelsesår: 14.01.2026
Forlag: tekstogtegning, 160 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 23

No shit, S

Det lækkersultne fugleskræmsel, 2025
De rødhårede dukkers skrig, 2026

Læs også:

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen
Jack Stump-serien af Henrik Einspor
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Aben af Helle Perrier
Farlig ven af Bo Skjoldborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.