For et stykke tid siden indkaldte Dansk Horror Selskab indstillinger til, hvem der skal modtage DHS’ Kulturpris 2025. I alt blev det til 25 nomineringer, og de skal nu koges ned til 5. En jury finder efterfølgende den endelige modtager af prisen, som uddeles d. 28. februar på Skrækfest i Odense.
For oversigtens skyld har jeg listet de nominerede i kategorier, men disse er ikke officielle. Der SKAL derfor IKKE nødvendigvis nomineres fra hver kategori. Du bestemmer selv, om du vil nominere fra en eller flere, og hvor mange du nominerer.
Longlisten for de nominerede til Dansk Horror Selskabs Kulturpris 2025
Events
Dystopia Entertainment
Dystopia Entertainment er bosat i Vejle og består af en gruppe horror-entusiaster og kreative sjæle som elsker at skabe oplevelser for andre. Bag kulisserne er hundredevis af frivillige, som lægger hjerte og sjæl i at skabe oplevelser. Vores motto er AT FORSKRÆKKE OG FORBLØFFE. Den gode historie og gæstens inddragelse er i fokus. Som gæst ved vores events skal du opleve at være hovedperson i din egen gyserfilm eller omdrejningspunkt for et horror-computerspil. Se mere HER
Falster House of Horror
Falster House of Horror blev skabt af fire unge mænd med en passion for Halloween og alt, hvad der hører til uhygge. Det hele begyndte som et lille event for familie og venner for over 10 år siden og er nu vokset til et stort setup med masser af specialeffekter og mange frivillige medarbejdere samt støttende familier. Falster House of Horror tiltrækker mange gæster i de mørke oktoberdage, hvor Halloween står på programmet. Se mere HER
Det forladte sommerland
Det Forladte Sommerland åbnede som uhyggelig Halloween-aktivitet i 2024. +30 skuespillere, sminket til ukendelighed og skjult mellem krat og kulisser, sørger for den helt rigtige stemning. Historien om Fyns Sommerland som Danmarks mest uhyggelige sted stammer fra de forladte år fra 2006-2023. Overgroet, smadret og klamt. Vi dykker ned i (og bygger videre på) den uhyggelige historie, når vi hvert år i oktober åbner: Det Forladte Sommerland. Se mere HER
Scary House
Scary House Hedehusene ligger på privat grund i Københavnsområdet og er et lokalt haunted house, der slog dørene op i 2021. Det drives af passionerede frivillige, som elsker at skræmme og få folk til at smile. Se mere HER
Film
Englebørn
Peder Pedersen er tidligere redaktør på Inferno, og debuterede som spillefilmsinstruktør med Englebørn. Filmen handler om det unge par kunstneren Freya og kæresten Mikkel, der lige er flyttet sammen i en ny lejlighed. Freya har et skrøbeligt sind, så da hun begynder at høre lyden af et spædbarn, der græder, i lejligheden, påvirker det hende stærkt. Samtidig opstår der problemer mellem hende og Mikkel. Og så dukker detaljer fra ejendommens dunkle historie op. Læs Ekkos anmeldelse og Soundvenues anmeldelse
Get Rid of the Mask
Craig Frank har skrevet og instrueret kortfilmen Get Rid of the Mask. Efter sin fars begravelse gennemsøger Sidney hans hus efter en værdifuld genstand. Under en virtuel kontakt med kæresten bliver hun overtalt til at fortsætte, hvilket resulterer i Sydneys sammenbrud. Og så opdager hun, at hun ikke er alene i huset. Filmen kan ses på Ekkos shortlist HER
Yndige mennesker
’Yndige mennesker’ er skabt af de fire instruktører Anders Jon, Michael Kunov, Kasper Juhl og Michael Panduro. Læs Soundvenues anmeldelse og Ekkos anmeldelse
Messer og festivaler
Blodig Weekend
Blodig Weekend er Danmarks største genrefilmfestival, der afholdes årligt i København. I 2024 blev festivalen udvidet til også at finde sted i Øst for Paradis i Århus, og i 2025 blev festivalen udvidet med visninger i Cafe Biografen i Odense. Festivalen byder på intense, overrumplende, uhyggelige, fantastiske, vanvittige og overraskende filmoplevelser i biografen. Blodig Weekend filmfestival blev grundlagt i 2012, og byder ud over film på danske såvel som internationale gæster inden for genrefilm. Følg Blodig Weekend HER
Dark Market
Dark Market er dedikeret til at fremme alternative subkulturer gennem kunst og design. Vi skaber en platform, hvor unikke visioner og kreativ frihed mødes i et inspirerende fællesskab. Siden 2004 har Dark Market har været en tilbagevendende subkulturel begivenhed i København. I 2021 kom Odense med, og siden 2024 har Dark Market været på Fængslet i Horsens under Prison Ink. Dark Market holder 5 årlige markeder fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland. Følg Dark Market HER
Skrækfest
I 2017 afholdt Odense bibliotek Odense Zombiefestival, og det blev startskuddet til en årlig festival, der i 2018 blev omdøbt til Skrækfest. Frem til 2021 lå festivalen i september. En ændring til uge 9 som fast ramme for afholdelsen betød, at der i 2022 ikke var en Skrækfest. Jeg har været med alle årene, og du kan læse om mine indtryk hvis du klikker her. Følg Skrækfest HER
Personer
Nicolas Barbano
Nicolas Barbano er filmanmelder, kulturformidler og filmproducent med speciale i genrefilm. Han var en af hovedkræfterne i den første bølge af danske fanzines og har også skrevet til udenlandske genre-tidsskrifter. I dag finder du bl.a. hans anmeldelser i Filmmagasinet Ekko. Han har været medarbejder på Troldspejlet; manuskriptkonsulent på Lad de døde hvile; co-producer på Finale; oversat fagbøger og meget mere. Selv kender jeg ham især for hans mange interessante foredrag på bl.a. Skrækfest og Fantasyfestival. Se mere om ham HER
Steen Langstrup
Steen Langstrup er både forfatter og grundlægger af 2 Feet Entertainment. Han har selv skrevet horror, og har fået filmatiseret to af sine romaner: Kat og Alt det hun ville ønske hun ikke forstod. På sit forlag 2 Feet Entertainment udgiver han dels Klassiker-serien, der griber ældre gotiske forfatterskaber og genudgiver dem i nyoversættelser. Dels udgiver han horrorforfattere som Patrick Leis, Mikala Rosenkilde og Teddy Vork. Se mere om ham HER
Niels Mark
Niels Mark er bl.a. konsulent for musik og tværgående arrangementsvirksomhed på Odense Bibliotekerne, og så er han ikke mindst event-koordinator for Skrækfest, som han var med til at løbe i gang helt tilbage fra 2017, hvor det hed Odense Zombiefestival. Se mere om ham HER
Martin Vrede Nielsen
Martin Vrede Nielsen er filminstruktør. Han har med sin filmatisering af Teddy Vorks roman Mulm vist, at dansk horrorfilm i den grad kan være med i det gode selskab. Se mere om ham HER
Podcasts
Filmhulen
Podcast der både anmelder, debaterer og analyserer film i et niveau hvor alle kan være med. Podcast værterne er Lars Tobiesen Aabom og Morten Kaaber Dolberg, som mener, at snak og debat om film i Danmark for længe har været domineret af højt uddannet filmanmeldere og filmkritikere, med deraf følgende mangel på den almene filmgængers mening. Du kan bl.a. lytte til den HER
Fårking uhyggeligt
Fårking uhyggeligt er en podcast om alt der er… fårking uhyggeligt. Vi tager dig med på hjemsøgte steder rundt i Danmark og udlandet, her er skrækindjagende lytterhistorier i Haunted Hotline og ellers kan du lade dig omfavne af mørket i det uhyggelige lyddesign i vores højtlæsningsafsnit. Sluk lyset, tag høretelefoner på og lyt med. Du kan bl.a. lytte til podcasten HER
Gysergutterne
Gysergutterne, Joachim Jelle og Bjørn Kjærgaard, tager gyserfilm, -spil, -serier og -bøger under kærlig behandling. Du kan bl.a. lytte til den HER
De mystiske dyr
En danskproduceret podcast om kryptozoologiske observationer fra ind- og udland gennem tiden. Komponeret og fortalt af Mikala Rosenkilde. Jeg har skrevet lidt om De mystiske dyr her på siden, og du kan bl.a. lytte til podcasten HER
Skræmt!
SKRÆMT! er en dansk podcast om… det uhyggelige, som ikke kan forklares. I hver episode dykker værterne, Nanna & Calisa, ned i uhyggelige emner og skræmmende beretninger. Du kan bl.a. lytte til den HER
På sporet af Lovecraft
En podcast hvor Merlin P. Mann & Dennis Jacob Hess Rosenfeld læser alle Lovecrafts historier kronologisk. Du kan bl.a. lytte til den HER
Udstillinger
Mellem Himmel og Jord ved det Kongelige Bibliotek
I udstillingen Mellem Himmel og Jord træder magiens historie for første gang frem fra samlingernes mørke som en fælles fortælling. Dørene åbnes til sjældne trolddomsbøger, alkymistiske skrifter, okkulte fotografier og rituelle genstande – værker, der i generationer har været skjult for offentligheden. Læs mere HER
Museum Obscurum
På MUSEUM OBSCURUM i Nykøbing Falster kan du opleve samleren Cornelius S.C. Rödders mange uhyggelige og mærkværdige fund fra hele verden. Her får du muligheden for at gå på opdagelse i den “hemmelige” kryptozoologiske samling. Læs mere HER
Øvrige
Gyseren.dk
Jeg er meget beæret over at være på longlisten, på trods af at jeg var den rundtossede modtager sidste år. Læs mere HER
Nightmare Culture
Nightmare Culture er en natklub i Kolding, som afholder events og koncerter over et bredt spekter af alternativ- og undergrundsmusik. Se mere HER
Recreational Fear Lab
Recreational Fear Lab er en forskningsenhed under Aarhus Universitet med Marc Malmdorf Andersen og Mathias Clasen i spidsen. Formålet er videnskabeligt at forske i ”rekreativ frygt”, altså det besynderlige fænomen at mange mennesker godt kan lide at lege med frygt. Det kan være i forbindelse med uhyggelig underholdning (gyserfilm og spøgelseshuse, for eksempel) eller i forbindelse med ekstremsport og børns lege, som eksempelvis fange- og gemmeleg. Læs mere HER
Det formelle:
Overrækkelsen af Dansk Horror Selskabs Kulturpris 2025 finder sted under Skrækfest på Odense Bibliotek lørdag d. 28. februar kl. 14.30.
Du kan stemme indtil deadline søndag d. 1. februar.
Gå ind og afgiv din stemme – og vær med til at hylde dem, der gør en særlig indsats for dansk horrorkultur for voksne.








