Sommerferie i Montenegro. Sol, hav, refleksion, abstraktion, forsoning, nostalgi, nye minder. Roadtrip. Venner i samme bil. Forventningerne er høje. Eventyret er allerede i gang.
Men forude venter der et mareridt, som ingen af dem kunne have forestillet sig. Dette er ikke en af de rejser, hvor man finder sig selv og vender hjem med ro i sjælen. Dette er en rejse, hvor venskaber sættes på prøve, hvor gamle sår brydes op på ny, og hvor hemmeligheder afsløres. Og forude, på en isoleret ø, venter noget mørkt på dem. Pludselig er der ikke nogen vej tilbage.
Nogle rejser handler ikke om at finde sig selv.
De handler om overlevelse. (Forlagets beskrivelse)
Kæresteparret Claes og Anette er sammen med vennen Emil på vej til Montenegro, hvor Claes har lejet et hus til sommerferien. Undervejs møder de norske Märta, som rejser rundt alene. De falder i hak, og det ender med, at hun slutter sig til dem. Hun og Emil er begge singler, og selvom Emil stadig er forelsket i sin ex, synes han godt om den livsglade og ubekymrede Märta.
Da de efter en lang biltur ankommer til den lille landsby Amalí, bliver Anette og Emil lidt overraskede over huset. Det er meget primitivt, og slet ikke noget de havde forestillet sig, at Claes ville booke. Men befolkningen er ualmindeligt venlige, og om aftenen bliver de inviteret til fællesspisning i byens restaurant. Her bliver der hverken sparet på mad eller drikkevarer. Så da den lokale Armin spørger, om de vil på en bådtur til en idyllisk øde ø i nærheden, er alle med på den.
Næste dag plager tømmermændene. Alligevel er stemningen god, og da de lægger til på øen, er der endnu en gang masser af alkohol og mad. Efter mange timer i solen falder vennerne i søvn på stranden. Men da de vågner op, er båden væk, og de er alene på øen sammen med en ældre mand, der fulgte med i båden fra landsbyen.
Vurdering
Med Fordærv har Daniel Henriksen skruet en ualmindelig led historie sammen. På den gode måde. Under hele optakten, hvor vi følger vennerne i bilen gennem Europa, ligger der en dirrende følelse af, at noget er galt allerede her. Fortællerstemmen skifter mellem vennerne, og når vi hører Claes tanker, stemmer de slet ikke overens med hans joviale opførsel. Men hvad ligger bag, og hvad er Claes’ plan?
Historien fortælles i korte kapitler – nogle steder kun en linje – hvilket er med til at holde et højt tempo. Samtidig drysser Daniel med kyndig hånd forvarsler ud undervejs, om at noget ondt er i vente. Så helt op til vennernes ankomst til øen, hvor plottet kulminerer, føles som én lang nervepirrende optakt.
Klimakset, der udspiller sig på øen, er også velskrevet og med både blod, uhygge og overraskelser. Jeg synes måske, at det bliver overstået lidt for hurtigt, men det er muligvis fordi opbygningen er så eminent, at jeg gerne vil have mere. Og jeg må indrømme, at jeg havde gættet helt forkert på, hvilke hemmeligheder øen gemte.
Da jeg første gang fik bogen i hånden, var jeg lidt i tvivl om, hvordan titlen skulle tydes. Jeg ved, at førstevalget var at kalde romanen Øen, men det kom til at ligge lidt for tæt på Steen Langstrups roman Ø. I stedet faldt valget på Fordærv, og efter at have gumlet lidt på den bliver jeg mere og mere begejstret.
Når man slår fordærv op i ordbogen, står der “legemlig eller åndelig ødelæggelse og forfald“. Titlen kan dermed både henvise til Claes, der gemmer på hemmelige tanker, men også på venskabet mellem Claes, Anette og Emil. Det har ændret sig siden ungdommen, og måske ikke til det bedre. Endeligt kan steder også være fordærvede eller virke fordærvende på mennesker, ligesom selve kødet kan fordærves. Med andre ord passer titlen helt perfekt.
Jeg har været fan af Daniel Henriksen siden hans debut In Absentia, og efter endt læsning af Fordærv kan jeg med glæde konstatere, at den langt fra har skræmt mig væk. Blot skræmt mig …
Uddrag af romanen
“Hvorfor Montenegro?”
Claes trak på skuldrene uden at bekymre sig om, om Märta lagde mærke til det. Hun havde ingen ret til at vide det.
Fordi byen ligger isoleret.
Fordi det er en lille snotby, der er fyldt med idioter med dovne, brune øjne, langt, ustyrligt, mørkt skæg og uhumsk, fedtet og filtret hår. Idioter, der skider og pisser bag deres huse af ler og komøg, og som vader rundt i snabelsko sammen med gamle, udsultede, trætte muldyr på stinkende gader af udtørret jord fyldt med skrammel.
Claes rømmede tanken væk. “Jeg lukkede øjnene og placerede en finger på kortet. Den endte på Montenegro.” Det var ikke helt løgn.
“Det er en fed måde at vælge ferie på.” (Side 52)
Spoilers
Daniel sammenligner i en kommentar selv Fordærv med Richard Laymon og H. P. Lovecraft. Laymon kender jeg kun fra Nøgen frygt, som er in your face horror, mens Lovecraft “opfandt” kosmisk horror.
Og der er helt sikkert noget kosmisk horror over oplevelserne på øen. Men faktisk også i Claes’ “forvandling”. Han starter rejsen bitter, jaloux og hadefuld, men jo længere ind i historien vi kommer, jo mere fysiske bliver hans følelser. De dunker i hans hoved og vrider sig som orme. Det føles nærmest som om, han bliver besat af noget udefrakommende, og er virkelig ubehagelig læsning.
På selve øen er der også noget. Noget der i et kort øjeblik viser sig for Anette og fylder hende med skræk og afsky. Men hvad er det? Er det virkeligt eller blot dødsangstens indbildning? Uanset er slutningen ikke blid for nogle af vennerne.
Om Fordærv:
Udgivelsesår: 05.10.2026
Forlag: 2 Feet Entertainment, 336 sider
Omslag: Steen Langstrup
Steen Langstrup har været redaktør på Fordærv. Du kan læse en kort artikel om arbejdet her.
Læs også:
Byttet af Stefan Ahnhem.
Lugnasad af K. L. Berger.
Djævelens hånd af Dean Vincent Carter.
Love City af Stephan og David Garmark.
Lejligheden af S. L. Grey.
Skygger af Dean Koontz.
Ø af Steen Langstrup.
Tilflytterne af Pelle Møller.
Dæmoner vi skaber af Danny H. L. Nielsen
Kongamato af Mikala Rosenkilde.
Setans porte af Grete Roulund.
The Ruins af Scott Smith.
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir.
