Slottet i Otranto af Horace Walpole

Horace Walpole skrev Slottet i Otranto tilbage i 1764. Han var født som tredje søn af Englands daværende premierminister, og takket være faderens betydelige formue kunne Walpole hele sit liv beskæftige sig med, hvad han havde lyst til frem for at måtte arbejde for føden. 

I forordet beskriver Tage La Cour, hvordan idéen til romanen kom til Walpole i en drøm. Da han vågnede, kunne han huske, at han i drømmen var på et gammelt slot, hvor han på den øverste afsats af en bred trappe havde set en gigantisk arm iført rustning. Samme aften begyndte han at skrive historien, og to måneder senere var den færdig.

I første omgang udgav Walpole Slottet i Otranto som en oversættelse af en gammel italiensk roman. Det gjorde han for at understrege historiens ægthed. Den udspiller sig i 1200-tallets Italien, en periode hvor Walpole var godt bekendt med arkitekturen og heraldiken. Ved at få romanens scene til at fremstå ægte blev rædslen over de uhyrlige begivenheder desto større. Senere trådte Walpole dog selv frem som forfatteren.

Slottet i Otranto er historien om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned på ham ud af den blå himmel. Denne ulykkelige hændelse får Manfred til selv at ville gifte sig med Isabella, og det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Men mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament sørger for den videre udvikling af historien.

Slottet i Otranto er blevet udnævnt til at være den første gotiske roman af litterær værdi. I den grundlægger Walpole en lang række af genrens elementer som det gotiske slot, en underjordisk labyrint, persongalleriet med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden, skjulte identiteter, samt naturligvis overnaturlige hændelser og mystik. Samtidig kombinerer han dette med elementer af nutidens realistiske fiktion.

Rikke Schubart giver i sin bog I lyst og død en kort analyse af romanen. Her beskriver hun relationen mellem Manfred og Isabella som “et negativt kærlighedsforhold, der er karakteriseret ved angst, overgreb, forfølgelse og flugt; de to personer er forbundet i et incestuøst drama om kærlighed og had, der udspiller sig i slottet og klostret.” Netop slottet og klostret symboliserer to vigtige institutioner i samfundet: familien og kirken, og i romanen river Walpole jorden væk under disse. Hverken klosteret eller familien beskytter Isabella mod Manfreds begær, og han ender endda med at dræbe sin egen datter i den tro, at hun er Isabella. Hermed skriver Walpole sig ind i en stærk modsætning til samtidens rationalitet, hvor litteratur skulle være oplysende og dannende.

Sprogligt er Slottet fra Otranto naturligvis bedaget i forhold til nutiden, men ser man bag om anakronismerne, er der saftige og skræmmende ting i vente. Som uddraget nedenfor viser, bliver Manfred skilt fra sin hustru, samme dag som deres søn er død, og nu vil han giftes med Isabella og gå i gang med at producere arvinger umiddelbart efter. Det er grove løjer. Især når man tager i betragtning, at kæmpehjelmen, der dræbte Conrad på hans bryllupsdag, stammer fra slægtens forfædre, så det er nærliggende at tolke ulykken som et håndfast udtryk for Manfreds begær, som han forsøger at skjule under hensynet til slægtens fremtid.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Walpole monstro var inspireret af Englands Henrik d. 8.? Selv fortæller han i forordet til 2. udgave af romanen, at inspirationen er hentet hos Shakespeares Hamlet: “Both works address questions of marriage, bloodlines, and familial bonds. The central issues in the works are the same: in each, a prince struggles to secure his lineage and maintain his power. The princes even experience similar supernatural phenomena: Hamlet is haunted by the ghost of his father and Manfred by the ghost of his grandfather. As in Hamlet, deception plays a central role in The Castle of Otranto, formally and thematically.” (Britannica)

Efter nutidens standarder er romanen som sagt ikke særlig uhyggelig. Alligevel er den værd at læse, da man klart får et indblik i genrens begyndelse. Og kan man abstrahere fra det lettere forældede sprog, så har Slottet i Otranto masser af spænding og ramasjang at byde på.

Læs også anmeldelsen på Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra Sortsand

Uddrag af romanen:

“Kort sagt, Frøken, I har mistet en mand, der var Eders ynder uværdige; og nu skal de blev udnyttet bedre. I stedet for en svagelig dreng, skal I få en mand i sin bedste alder, en mand, der vil vide at sætte pris på Eders skønhed, og som vil forvente at få en masse arvinger.”

“Desværre, Herre” sagde Isabella, “så er mit sind alt for bedrøvet over denne katastrofe, der har ramt Eders familie, til at jeg kan tænke på et andet ægteskab. Hvis min far nogen sinde vender tilbage, og hvis han ønsker det, skal jeg adlyde, som jeg gjorde, da jeg gav mit samtykke til Eders søn; men indtil hans tilbagekomst, må I tillade mig at blive her under Eders gæstfri tag og tilbringe tiden med at mildne Eders, Hippolitas og den henrivende Matildas sorg.”

“Jeg har krævet af Eder én gang før,” sagde Manfred vredt, “ikke at nævne den kvinde. Fra denne time må hun være som en fremmed for Eder, som hun må være det for mig. Kort sagt, Isabella, da jeg ikke kan give Eder min søn, tilbyder jeg Eder mig selv.”

“Åh, Himmel!” skreg Isabella og vågnede af sin vildfarelse. “Hvad er det jeg hører? I, Herre! I, min svigerfader! Conrads fader! Den dydige og blide Hippolitas ægtemand!”

“Jeg siger jer,” sagde Manfred værdigt, “at Hippolita ikke mere er min hustru; jeg er blevet skilt fra hende i denne time. Hun har længe været en forbandelse for mig med sin ufrugtbarhed. Min skæbne er afhængig af, at jeg har sønner, og allerede i aften vil jeg skabe håb for min sønner.” (side 19-20)

Om Slottet i Otranto:

Udgivelsesår: 1978
Forlag: Selskabet Bogvennerne, 114 sider
Illustrationer: Torben Skov 
Originaltitel: The castle of Otranto (1764)
Oversætter: Frits Remar

Læs mere:

Britannica.com
Forløberen for den moderne gyserroman af Nina Knopp
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens litteratur historie, bind 4