Jeg så filmatiseringen af Stephen Kings historie Tågen, da den gik i biografen. Nu har jeg så taget et gensyn med The Mist, og den holder også på dvd.
En mystisk tåge breder sig over området ved Long Lake, Maine. David Drayton er med sin søn Billy i det lokale supermarked, da en mand pludselig kommer væltende ind og råber op om ting i tågen, som har dræbt hans kammerat. Den lille gruppe handlende barrikaderer sig i supermarkedet, og nu begynder et sandt mareridt. Udenfor venter uhyrerne, men også indenfor findes der grusomhed. En lokal gudsfrygtig kvinde er overbevist om, at jordens ende er nær, og at Gud kun vil hjælpe dem, hvis de angrer. Og hun ønsker ikke at give plads for andre holdninger.
Den lange novelle Tågen står som en fantastisk læseoplevelse for mig, og jeg var meget spændt på, om filmen kunne leve op til mine forventninger. Det gør King-filmatiseringer som oftest ikke, desværre. Tidligere har instruktør Frank Darabont lavet gode filmatiseringer (Den grønne mil, og Shawshank Redemption), og heldigvis holder The Mist klassen.
Darabont gør ikke så meget ud af monstrene i tågen, selvom der naturligvis er masser af scener, hvor filmens personer må konfrontere disse. I stedet gør han meget ud af det psykologiske spil mellem personerne, som er fanget i supermarkedet. Hvordan de reagerer og forholder sig til hinanden. Og det er virkelig fint portrætteret.
På plus-siden er også slutningen, som overraskede mig ved sin grumhed. Det er ikke ofte, man ser den slags slutninger i en amerikansk film.
Om The Mist:
Instruktør: Frank Darabont
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Belief divides them, mystery surrounds Them, but fear changes everything