Panzer af Steen Langstrup

Panzer af Steen Langstrup

Sabotagegruppen BB er tilbage. Krigen nærmer sig sin afslutning, og lyssky aftaler forhandles overalt. Endnu en spændende besættelsesthriller fra Steen Langstrup.

For et par år siden udgav Steen Langstrup besættelsesromanen “Stikker”, fortællingen om sabotagegruppen BB, der blev infiltreret af en stikker. Nu kommer en opfølgning på den historie. Man kan sagtens læse “Panzer” uden at have læst “Stikker”, men hvorfor dog snyde sig selv for en god roman?

I “Panzer” fortsætter historien om sabotagegruppen BB. Den korrupte betjent Jens er blevet leder, og historien starter med en aktion mod Hotel Tusindfryd, som huser Gestapo. Det lykkes at brænde Gestapos arkiv ned, men en af modstandsfolkene slipper ikke væk, og nu har tyskerne chancen for at torturere sandheden ud af ham.

Samtidig med at tyskerne jager gruppen, har de også indbyrdes magtkampe. Og der er flere intriger i romanen. Kommunisterne forsøger at skaffe våben til det endelige opgør, Jens får færten af et mystisk møde mellem nazister og modstandsfolk, og hvorfor er det egentlig så vigtigt for Jens at ramme Gestapos arkiv for sabotagebekæmpelse?

Steen Langstrup fortsætter sit stykke danmarkshistorie i samme forrygende tempo som i 1’eren. Der er smæk for skillingen, når Langstrup skriver. Historien er nærmest filmisk fortalt, og de korte, kontante sætninger flyder af sted, så læseren hele tiden må have næste kapitel med.

“Panzer” er en omfattende historie, som sagtens kunne have været uddybet mere, men Langstrup er en effektiv forfatter, der ikke bruger en masse plads på dybe personskildringer. Her er det handlingen, der er i centrum – og det gør han suverænt.

“Cellen er fuld af lyde. Lyde John ikke har lyst til at høre. En mand, der græder et par celler væk. Skridt ude på gangen. Banken på væggen. Stemmer. Skrig. Smækken med tunge døre. John sidder på sengen og stirrer ind i væggen. Nogen har skrevet beskeder på væggene. Han magter ikke at læse, hvad de har skrevet. Ordene flyder sammen. Han er øm efter de mange slag med kosteskaftet fra midt på ryggen og helt ned på fodsålerne…”.

Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Panzer:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: 2 Feet Entertainment, 192 sider

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
Fra ryggen
Stikker
Panzer
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod
Ø
Skadedyr og tulipaner
Frygt fabrik fælde
Tabu
Kvinden der kom med kage
Ralf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.