Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.
Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.
Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.
Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.
Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.
Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!
Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.
Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.
Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965
