Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. Særligt når man får lov til at drage til Odense for at deltage i den super interessante temadag “Gys, gru og glæden ved horror” om effektfuld genreformidling. Og det gjorde jeg onsdag d. 27. marts.
Program:
- Hvad er gys & horror? v/Henrik S. Harksen, forlægger, filosof og H.P. Lovecraft ekspert
- Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling v/Niels Mark, bibliotekar og festivalleder
- 5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde v/Jan M. Johansen, bibliotekar og horrorekspert
- Må man skræmme børn? v/Ellen Holmboe, forfatter og medlem af Selskabet for Børnelitteratur
- Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden v/Kandor/Dreamlitt
- Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt v/Mathias Clasen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet
Hvad er gys og horror?
Henrik S. Harksen indledte dagen med sit indlæg, hvor han prøvede at give en defination på gys og horror. Han startede med at spørge, hvad det egentlig er, genren kan, og det kogte han ned til fire overskrifter.
- Den kan helt basalt underholde
- Den kan mane til eftertanke
- Den kan udfordre fordomme og forestillingsevnen
- Den kan vise de mørke sider af tilværelsen – skyggesiderne
Herfra gik han videre til genrens tre grundlæggende virkemidler, som også Stephen King forklarer om i Dance Macabre.
- Revulsion (det modbydelige – går efter at vække fysisk afsky)
- Horror (fysiske ting – ‘monstret’ eksisterer konkret i fortællingen, det er ulækkert og beskidt omend nogle gange kun moralsk)
- Terror (antydningens kunst – læserens/publikums forestillingsarbejde er på (over)arbejde)
Slutteligt viste HSH os horror-skalaen. En graf, der viser hvor bred genren er, via nedslag i to yderpunkter.
I den ene ende findes horror om det nære/kendte. Her fortælles historien indenfor den menneskelige hverdag, og handler ofte om det gode mod det onde og menneskers relationer og reaktioner. HSH fremhævede Stephen King som en mester inden for denne del af genren.
I den modsatte ende af skalaen finder vi den kosmiske indifference. Her er vi langt fra den menneskelige hverdag, og menneskelige begreber og forståelse er fraværende. Rædslen opstår i erkendelsen af menneskets ubetydelighed, og vi er hinsides godt og ondt. Eksistens er meningsløs og ligegyldig, og heri opstår horror. Her fremhævede HSH H.P. Lovecraft som mesteren.
I mellem disse to yderpunkter findes naturligvis masser af god horror, og her blev f.eks. nævnt Jeff VanderMeer og hans Southern Reach-trilogi. På overfladen ser den måske ud til at være længst mod kosmisk indifference med de uforklarlige hændelser, som mennesket er hjælpeløse imod, men romanerne handler egentlig om, hvad mennesket gør mod jorden, og således bliver historien rykket over i det nære med menneskelige relationer.
Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling
Næste mand på scenen var Niels Mark, der er leder af musikbiblioteket i Odense og festivalleder for Skrækfest.
Som musikmenneske er det meget naturligt, at NMs første gyseroplevelser havde med lyd at gøre. Det var nemlig Alfred Hitchcocks fremragende Psycho fra 1960 – eller rettere soundtracket af Bernard Herrmann. NM fremhævede også Halloween fra 1978 af John Carpenter, hvor vi fik lov at lytte til en lille bid af filmens theme song. Og så kom han med et eksempel på en ikke særlig god gyserfilm, der bliver reddet af sit soundtrack Mountaintop Motel Massacre.
Herefter gik NM over til at fortælle om, hvordan Skrækfest opstod. Færre og færre låner musik på bibliotekerne, så der skal nye måder til at gøre musiksamlingerne interessante. Her er Skrækfest et eksempel på, hvordan man kan berige musik, kunst og kultur på andre måder og nå ud til brugerne.
Om formålet med Skrækfest fortalte NM:
- Biblioteket sætter rammerne, mens samarbejdspartnerne udvikler idéerne
- Skabe synergier mellem de forskellige medier indenfor horror
- Udvikle bibliotekets formidling af musik og andre kulturområder
- Skabe miljø for horrorkulturen
- Afprøve grænsen mellem horror og metal
- Koble den fysiske samling med metal.
Skrækfest startede som Odense Zombi Festival i 2017. Her var zombien og de lokale aktører i centrum med biblioteket som koordinator. I 2018 blev Skrækfest så født, og man gik fra den lidt smallere zombigenre til den brede horror palet. Skrækfest var stadig dybt forankret i det lokale, men blev samtidig også mere nationalt funderet. Pt. arbejdes der på Skrækfest 2019, som bliver endnu større.
Jeg har sat kryds i kalenderen d. 24. – 29. september!
5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde
Lige op til frokosten kom Jan M. Johansen på banen med sine bud på 5 gode danske forfattere. Her så han ikke kun på deres forfatterskab, men også på hvordan f.eks. bibliotekerne kan bruge dem i formidlings-øjemed.
De 5 bud (som blev til 7 plus) var: A. Silvestri (Danmarks pendant til Stephen King), Anne-Marie Vedsø Olesen, Teddy Vork (en stemningsskaber af en anden verden), Michael Kamp, Lars Kramhøft, Carina Evytt og Jonas Wilmann (i nogen grad en body horror forfatter).
Må man skræmme børn?
Efter en god frokost var det Ellen Holmboes tur. Hun skriver ganske vist for børn, men hendes historier er ikke mindre grumme af den grund. Lix-tallet er måske ikke så højt, men bøgerne rummer flere lag. Selvom EH egentlig som udgangspunkt ikke vil censurere sig selv, når hun skriver, fortalte hun en historie om Lykkesamleren og andre gys, som lektøren frarådede de yngste læsere. Det følte hun var ret uretfærdig – indtil hun nogle år senere, stod med en skoleklasse og kunne føle, at gruen i historierne var for realistisk for børnene. Så en konklusion var, at alle bøger er ikke for alle. Og børn er ikke bare børn.
Et fast spørgsmål EH får, når hun er ude og fortælle om sine bøger, er hvor hun får idéen fra. Til det fortalte hun, at en god idé altid består af to idéer. Bogen Det tager kun 5 minutter opstod således i kølvandet på Faktas slogan blandet med tanken om folk, der altid liiige skal nå noget, inden de kommer. Bogen var meget spændende illustreret af Mads Themberg, og EH fortalte om, hvordan billedsiden kan være med til at hjælpe læserne med subtile hints og udbygge bogens stemning, når den som her, bygges langsomt op med en voldsom kulmination til slut.
EH fortalte om flere af sine udgivelser, og jeg satte en del kryds ved titler, jeg skal have læst. Ikke mindst varulve-historien Randulf , Og de onde lo: 12 amoralske fabler som i virkeligheden er en meget moralsk bog, og den sørgelige historie om Lasse i Marionetdukken.
Under omtalen af sidstnævnte påpegede EH, hvordan tragedien og gyset har meget til fælles. Gyset er yderst velegnet til at fortælle sorg-historier som i Marionetdukken, hvor skurken er et ondt vrangbillede af Lasses afdøde far. Her handler det om, at Lasse skal give slip på sin sorg. Men selvom han vil det gode, ender han med at gøre det onde, netop fordi han ikke kan give slip.
Ellen Holmboe fortalte levende og spændende, og som hun slutteligt sagde. Vi kan ikke beskytte børn mod det onde. De har klimaangst og undres over terror på fjernsynet. I den sammenhæng betyder et par gysere ikke det store. Men husk at tale med børnene om det de læser. (og tving alle piger til at læse Blåskæg, så de ikke bilder sig ind, at farlige mænd er romantiske 🙂 )
Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden
Fra forlaget Dreamlitt/Kandor kom forlagschef Jacob Hedegaard Pedersen samt Espen Rasmussen og fortalte lidt om forlagets historie og drømme om fremtiden.
Kandor startede som et enmandsforlag under Nikolaj Højberg. Da han meldte ud, at forlaget lukkede, kontaktede Dreamlitt ham og endte med at overtage Kandor som et imprint under Dreamlitt. Fra at fokusere udgivelserne på traditionel horror, vil man fremadrettet mere tænke på horror som en strømning end som en genrebetegnelse. Vi kan derfor se frem til både dystopier, clifi samt udenlandske forfattere i Kandors udgivelsesprofil.
Vi fik et kig på Kandors udgivelseskatalog under Dreamlitt paraplyen: Rakelsminde samt Love City af Stephan og David Garmark, Slør af A. Silvestri, Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn og ikke mindst nyoversættelserne af H.P. Lovecrafts samlede værker.
Til sidst fik vi en smagsprøve på nogle af årets kommende udgivelser:
Bird Box af Josh Malerman (romanen bag Susanne Biers film)
De rensede af Søren Staal Balslev
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Samt bøger af Gudrun Østergaard, Teddy Vork, A. Silvestri og Andy Weir. Uhh, what’s not to like 🙂
Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt
Dagens sidste mand var den altid interessante og charmerende horrorforsker Mathias Clasen. Jeg er dybt imponeret over den mands viden og hans evne til at formidle komplekse problemstillinger i et lettilgængeligt sprog, så selv dosmere som jeg kan forstå det.
MC kom langt omkring i sit oplæg, hvor han bl.a. talte om sin forskning i Haunted Houses. Her samarbejder han med Dystopia Entertainment og har derigennem fået lov til at bruge deres gæster som testpersoner. Det er meget heldig, som han siger, for som forsker må han ikke selv skræmme livet af folk.
Han viste et klip fra Final Destination 2 og fortalte om, hvordan katastrofetænkning falder mennesker naturligt. Evolutionen har simpelthen fremelsket vores forestillingsevne for at holde os i live.
Han fortalte om en undersøgelse, der viser, at der er en klar ikke-lineær sammenhæng mellem alder og horrorpræferencer, og kunne fortælle, at grunden til at mange ældre mennesker ikke ser horror er biologisk. Jo ældre man bliver, jo dårligere håndterer hjernen stresshormonet cortisol. Til gengæld viser undersøgelsen, at der ikke er den store kønsforskel på lysten til at se horror.
Han gennemgik horrorens tidslinje, hvis begyndelse fortaber sig i historiens tåger dengang mennesket udviklede sin forestillingsevne og muligheden for at kommunikere. Om hvordan fascinationen af genren har haft op- og nedture, og at vi lige nu er i en guldalder.
Han så på, hvordan horror findes på tværs af medier, og hvad de enkelte medier kan.
- Bogen: beskriver noget væmmeligt efterfulgt af en beskrivelse af personernes reaktion – forstærker skrækken fordi læseren spejler sig i personens følelser.
- Filmen: lyden er en ekstra dimension, og så betyder det meget, at vi kan se personernes ansigt. Det forstærker reaktionerne hos publikum.
- Spil: ofte bruges 1-personsperspektiv hvilket gør oplevelsen stærkere. Spilleren har mulighed for at interagere med historien i spillet, hvilket giver større indlevelse, hvilket igen øger frygten.
Og til sidst kom han ind på et forsøg på aber, hvor man havde udsat nogle unger for lidt frygt, mens en anden gruppe ikke var blevet udsat. Det viste sig, at gruppen der havde været udsat for lidt frygt, klarede sig bedre. Så er et mareridt i ny og næ en billig pris at betale.
Kl. ca. 15.30 var temadagen “Gys, gru og glæden ved horror” slut, og jeg kunne hoppe på toget hjem igen mange tips og ny viden rigere.
Tusind tak herfra til arrangørerne og oplægsholderne for en spændende dag i gruens tegn.
