Ind i mellem er jeg i den heldige situation at finde en uventet bogpakke i min postkasse. Det gjorde jeg forleden, og da jeg fik åbnet pakken, var der hele tre bøger af Henrik Einspor. Alle tre fra hans ‘Røde Serie’, der er: “ekstremt letlæste bøger for større børn, som stadig er læsemæssigt udfordrede, men som ikke vil røre gængse letlæsningsbøger med en ildtang.”
Jeg har tidligere læst et par andre titler i serien (Meteor og De to myr), så forventningerne var ikke lave.
Yeti af Henrik Einspor
Yeti handler om tre mænd på jagt efter et uhyre, der lever langt oppe i de øde bjerge. De lokale kalder det for yeti, og frygter den fordi den bringer døden med sig. Omverdenen kender den som Den Afskyelige Snemand.
De tre mænd har hver deres grund til at jage yetien på bjerget. Yun er en lokal sherpa, der ikke kunne modstå en gavmild betaling for at føre de to hvide mænd op til yetien. Biologen Luke, hvis ven er forsvundet i jagten på yetien, håber på at fange den og bringe den levende ned. Sidste mand er jægeren Joe Hunt, som har jaget og dræbt alt, der er værd at hænge op som trofæ. Han mangler bare yetien.
Men bjerget er fuld af farer, og ikke alle tre mænd kommer levende ned igen.
Ubudne gæster af Henrik Einspor
Pigerne Kat og Mia er vilde med musikeren Sicky Dark. De ser alle hans shows og elsker hans musik. Hver dag står de foran porten ind til hans hjem og håber på at se ham. Men en dag svigter Sicky dem. Han begynder at date reality-stjernen Lip Gloss, og pludselig ændrer han stil fra total goth til hvid pop. Pigerne er dog ikke klar til at give op, og da Sickys dealer, Bela, tilbyder at hjælpe dem indenfor, siger de ja. For ingen pris er for høj til at komme tæt på Sicky – tror de da.
Den nye lærer af Henrik Einspor
4. B var skolens bedste klasse, så alle forventede, at det ville fortsætte nu de kom i 5. klasse. Men i stedet for deres faste lærer Ulla, får klassen en ny lærer som en forsøgsordning – robotten Ai-Kju. Først er eleverne spændte, men snart bliver de trætte af Ai-Kju, som de aldrig kan lokke med til sjov. Altid kører den efter pensum, og eleverne bliver holdt i stram snor.
Til sidst bliver det for meget for Ras, Alma og fortælleren, som beslutter sig for at lave sjov med Ai-Kju. Det får dog uventede – og farlige – følger.
Alle tre titler vil helt sikkert underholde målgruppen. Jeg var dog særligt begejstret for Yeti, som lever helt op til Rød Series målsætning om at fortælle en spændende og overraskende historie, der ikke taler ned til læseren. Også Ubudne gæster tager en overrumplende drejning, men her er sproget til tider en anelse for poleret i forhold til emnet efter min smag. Den nye lærer er mere humoristisk end de to andre, men har dog også et drys uhygge mod slutningen.
Henrik Einspor har som mål at skrive oplevelseslæsning fremfor læsetræning, og det lykkes godt. De tre titler ligger mellem 7 og 9 i lix-tal, men med lækre, alderssvarende forsider og både barske og relativ komplekse historier løfter historierne sig fra pligtlæsning til underholdning.
Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplarene. Besøg også Henrik Einspors blog
Om Ubudne gæster:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Løse Ænder, 55 sider
Omslag: Mette Breth, BRETH DESIGN
Lix: 7
Om Yeti:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Løse Ænder, 54 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum
Lix: 8
Om Den nye lærer:
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 94 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 9