Den engelske forfatter Herbert George Wells levede fra 1866 til 1946. I sin levetid skrev han en række romaner og noveller indenfor stort set alle genrer, lige fra almindelig mainstream over humoristiske underholdnings-historier til fantastik, science fiction og horror.
I novellesamlingen De blindes land har Niels Dalgaard udvalgt og oversat 13 af H. G. Wells noveller indenfor science fiction genren. Som altid ved Science Fiction Cirkelens klassiker-serie har han også skrevet et interessant og uddybende efterord om forfatterskabet.
Et par af novellerne kendte jeg på forhånd, bl.a. titelnovellen “De blindes land” og novellen “Historien om afdøde mr. Elvesham“. Resten var nye for mig. Langt de fleste er dog både velskrevne og interessante trods de efterhånden mange år på bagen.
Blandt mine favoritter er “Stjernen”, som oprindelig blev skrevet i 1897.
“Få mennesker uden naturvidenskabelig uddannelse kan gøre sig klart hvor isoleret Solsystemet er. Solen med dens pletter af planter, dens støv af planetoider, og dens urørlige kometer, svømmer i en enorm tomhed der næsten er umulig at forestille sig. Uden for Neptuns kredsløb er der rum, tomt så langt mennesket har været i stand til at observere, uden varme eller lys eller lyd, blank tomhed, i 30 millioner gange en million kilometer. Og bortset fra nogle få kometer der er mindre massive end den tyndeste flamme, havde intet stof så vidt menneskene vidste, nogen sinde krydset denne afgrund i rummet, før denne besynderlige vandringsmand dukkede op i begyndelsen af det tyvende århundrede.”
Jeg er vild med dette citat, som på fornem vis opsummerer, hvor meget man vidste og ikke vidste om rummet i slutningen af 1800-tallet. Man fandt f.eks. først Pluto i 1930 (som siden er blevet nedgraderet til en dværgplanet), så Neptun var den yderste planet man kendte. Man anså kometer for tynde flammer, mens man siden har fundet ud af, at de er rester, en slags dybfrosne tidskapsler, fra solsystemets dannelse for 4,6 milliarder år siden. Og man kunne ikke forestille sig, at jorden kunne blive ramt af et andet himmellegeme, for der var ingen fortilfælde for den slags. I dag mener forskerne, at det var et meteornedslag, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden. Og at månen i øvrigt blev skabt, da jorden og planeten Theia stødte sammen mellem 50-150 millioner år efter vores solsystems fødsel.
“Stjernen” er dog spændende læsning, for H. G. Wells har også mange rigtige betragtninger med, når han forestiller sig følgerne af et stort himmellegeme, der nærmer sig jorden med astronomisk fart. Han forudser tsunamier, miljøforandringer med følgende smeltning af polerne, oversvømmelser, jordskælv m.m. Og så slutter han af med en absolut sandhed om katastrofen, som jeg ikke vil afsløre her. Men virkelig en vellykket novelle.
Også “Myrernes imperium” var jeg meget betaget af. Her sendes kaptajn Gerilleau med sin kanonbåd til Badama på Batemo-armen af Guaramadema for at hjælpe indbyggerne mod en invasion af myrer. Først er Gerilleau skeptisk og tror, at nogen holder ham for nar, men båden sejler af sted. Ombord er også maskinmesteren Holroyd, og undervejs begynder situationen for alvor at gå op for ham.
“Det var dette lands umenneskelige enormitet, der forbløffede og undertrykte ham. Han vidste, at der ikke var mænd i himlen, at stjernerne var pletter i rummets utrolige enormitet; han vidste at havet var enormt og ikke lod sig tæmme, men i England tænkte han på landjorden som menneskets. I England er den vitterligt menneskets, de vilde ting lever på hans nåde og vokser under kontrol, overalt er der veje, hegn og fuldstændig sikkerhed. Også i et atlas er jorden menneskets, og alt sammen farvet for at vise hans krav på det – i levende kontrast til havets uafhængige blå. Han havde taget det for givet, at der ville komme en dag, hvor der overalt på jorden ville herske plov og dyrkning, letbaner og gode veje, velordnet sikkerhed. Men nu tvivlede han. Skoven var uendelig, den virkede uovervindelig, og mennesket var i bedste fald en sjælden, usikker indtrængende.”
Blandt de mere kulørte noveller holder jeg særligt af den første novelle i samlingen “Den mærkelige orkidés blomstring”. Her får den sky og svagelige Winter-Wedderburn en dag får fingre i en ukendt orkideart. Med spænding planter han den ud i sit drivhus, men da den endelig blomstrer, får det uforudsete følger.
Jeg vil også fremhæve “Historien om afdøde mr. Elvesham”. Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn. Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove. Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …
Jeg har tidligere læst novellen som horror, men i efterordet forklarer Dalgaard, at “Historien om afdøde mr. Elvesham” (sammen med “Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne”) er med, fordi personerne heri udsættes for oplevelser, der drejer sig om forskydninger i tid og rum.
Personligt er jeg ikke så begejstret for “De landgående panserskibe”, der tilhører subgenren fremtidskrigsfortællingen (Slaget ved Dorking, Dommens dag og Slaget ved Lyngby), som jeg synes bliver lidt kedelig. Men som dog på en måde forudser opfindelsen af terrængående tanks. Heller ikke “I afgrunden” (der muligvis har inspireret Arthur Conan Doyle til novellen “Maracot-dybet“) falder helt i min smag, selvom selve idéen om at blive sænket ned på haves bund er godt skrevet. Disse beklagelser hører dog til i småtingsafdelingen.
Som regel er det både en fornøjelse og en oplysende oplevelse at læse et værk i SFC’s klassiker-serie, og De blindes land af H. G. Wells er ingen undtagelse. Wells er både en underholdende fortæller, men har også en bred viden der får hans historier til at virke troværdige. Så giv endelig denne novellesamling en chance.
Indhold:
Den mærkelige orkidés blomstring (1894)
Diamantmageren (1894)
Elefantfuglenes ø (1894)
Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne (1895)
Historien om afdøde mr. Elvesham (1896)
I afgrunden (1896)
Krystalægget (1897)
Stjernen (1897)
Filmer (1901)
Den nye accelerator (1901)
De landgående panserskibe (1903)
De blindes land (1904)
Myrernes imperium (1905)
Om De blindes land:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard
