Lige siden jeg læste Requiem i 2003, har jeg med stor fornøjelse fulgt med i Patrick Leis’ zombie-serie. Camp 41 der er opdelt i to bind Reservatet og Heksehammeren forgår tidsmæssigt lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt. Historien kan godt læses selvstændigt, men det vil jeg nu ikke anbefale, for hvorfor dog gå glip af de øvrige bind i serien.
Som sagt er Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.
Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med bjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.
Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Ovenikøbet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.
Camp 41 er ikke den bedste bog i serien. Leis prøver lidt for ihærdigt at hæve historien fra en god gang zombisplat til samfundskritik med sine sammenligninger med Guantanamo og vores behandling af flygtninge.
Når det er sagt, så slugte jeg dog de to bind (især Heksehammeren) nærmest i et stræk. Der er måske ikke helt så meget splat som ellers, men når Leis lader kadaverne tale, så er det altid underholdende og klamt på den gode måde.
Jeg var også glad for at få tidslinjen over Necrodemic-sagaen bagerst i Reservatet. Her indplacerer Leis nemlig romanerne, og det ser ud til, at vi har to til gode endnu: Eksil og Io.
“Kent Rasmussen bøjede sig over liget og tørrede sig diskret om munden. Han var på randen af sammenbrud og det var næsten fire dage siden han sidst havde spist. Han vendte sig tøvende mod sine bofæller og natten til den 9. december blev det for første gang foreslået, at man måske kunne æde de døde. Forslaget udløste naturligvis en højrøstet diskussion, men efter flere timers votering hvor etik blev vejet op mod sult, fandt Søren skærekniven frem og i de tidlige morgentimer bredte der sig en sød og liflig duft af bacon over lejren. Nu fandtes der kannibaler på begge sider af pigtråden.”
Om bogen:
Udgivelsesår: 2011
Omslag: Patrick Leis
Necrodemic-sagaen:
Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
<2: Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003
Besøg Patrick Leis hjemmeside eller køb bøgerne hos Forlaget Facet
