Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier…
Noah er en af de overlevende. Siden zombierne oversvømmede Danmark, har han boet alene i København, men har nu besluttet sig for at tage på et roadtrip gennem Danmark. Samtidig starter han med at skrive dagbog, og det er gennem den vi følger begivenhederne.
Kort før Noah tager af sted, møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, som ender med at følge ham ud i Danmark. Undervejs møder de andre overlevende, må kæmpe mod zombierne og opdager, at sidstnævnte langsomt er ved at forandre sig.
“Dagbog fra zombieland” er Klaus Frederiksens debut, og selvom bogen har visse skønhedspletter, følte jeg mig overordnet set fint underholdt.
Klaus Frederiksen starter i sit forord med at fortælle, hvordan han faldt over Noas dagbog på Facebook. Sammen besluttede de sig for at udgive dele af dagbogen for at advare os alle om den kommende zombieapokalypse, men – som Frederiksen også understreger i forordet – ingen af dem er uddannede forfattere.
Den manglende erfaring med at skrive skønlitteratur mærkes ind i mellem. Særligt med en overdreven brug af ord som ‘hvilket’ og ‘dette’ samt meget detaljerede beskrivelser som man normalt ikke finder i talesprog eller dagbogsform. Frederiksen kan dog sagtens skrive, og når han lader pennen flyde frit, opstår der både morsomme og gribende øjeblikke i romanen, som da gruppen er taget i Tivoli en af de sidste dage før roadtrippet.
“Kvinder har altid ret, så efter et par ture stod der pludselig en zombie midt på kørebanen og så ret forvirret ud. Lucas drejede rundt og kørte ind i den, så benene knækkede over. Derefter lå den bare der og drejede rundt om sig selv, imens vi kørte ind i den igen og igen. Vi gav ‘high five’, når vi kørte forbi hinanden og grinede, imens livet føltes som en fest. Sikke en måde at tage afsked med Tivoli. På et tidspunkt faldt der et familiebillede ud af tøjet på zombien, og selvom jeg ikke så det tydeligt, fik jeg en lille klump i halsen, da det gik op for mig, at det sikkert var en tidligere kærlig familiefar, vi kørte i smadder.”
Hvis det sproglige ind i mellem halter lidt, så er der til gengæld fuld knald på handlingen. Frederiksen lader sin hovedperson komme ud for lidt af hvert på sin rejse, lige fra kannibaler over en midtjysk promotor ved navn Palle Mogensen til hemmeligstemplede eksperimenter. Undervejs præsenteres vi også for en række historiske facts fra de steder, Noah besøger. Sidstnævnte flettes fint ind, og selvom de ikke som sådan har noget med historien at gøre, synes jeg generelt , at de er underholdende og passer til fortællingen.
Det er interessant, som Frederiksen lader zombierne udvikle sig i forskellige stadier, og på den måde får tilpasset de forskellige zombietyper, vi er blevet præsenteret for i nyere tid. Lige fra de langsomme, dumme væsner til hurtige og samarbejdende superzombier. Ligeledes synes jeg også, at forfatterens idé, om at bruge et vikinge-gen fundet i autoimmune sygdomme som sclerose, til vaccine mod zombiebid er original.
Jeg undrer mig måske nok lidt over, at København tilsyneladende er stort set affolket, når Aalborg egnen rummer op til flere forskellige velfungerende samfund. Der er lidt redaktionelle kiks, som når en fra Noahs gruppe skal slås mod zombier i et bur, og vi først får at vide, at den første kamp er uden våben, og lidt længere nede står der så, at han slår den første zombie ihjel med en kniv. Endeligt virker det også lidt overdrevet, at Noah både støder på en kannibalistisk ‘stamme’ i en kirke og senere et ‘præsteskab’ der ofrer mennesker til zombierne. Her kunne Frederiksen efter min mening med fordel have droppet et af samfundene og i stedet ladet det tilbageværende udfolde sig mere. Men det er ikke så graverende ‘fejl’, at det ødelægger læseoplevelsen.
Til gengæld lader dagbogsformen Noahs tanker om både fortid, nutid og fremtid få plads, og Frederiksen gør sin hovedperson menneskelig, når han filosoferer over de valg, han er nødt til at træffe i den nye zombieinficerede verden. Her kan det at knytte sig til andre mennesker være dødbringende, men det kan også være det eneste der gør livet værd at leve.
“Dagbog fra zombieland” mangler stadig noget i at nå op til Patrick Leis, A. Silvestri og Dennis Jürgensens zombieromaner. Men mindre kan også gøre det, og Klaus Frederiksens debut er fin underholdning for zombieentusiaster på en regnvejrsdag.
Om “Dagbog fra zombieland”:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 223 sider
Omslag: Vanessa Hansen
