Jeg faldt tilfældigt over Det tredje hus af Irene Manteufel på årets bogmesse i Forum. Jeg havde set omtale af den på Facebook, og tænkte at den lød interessant med sit udgangspunkt i haunted houses. Nu har jeg så fået læst den, og jeg var vældig underholdt.
Journalisten Johanne forsøger at finde frem til et hemmeligt scary house, som lever af at skræmme gæsterne på ekstreme måder. Mens hun researcher, begynder folk med tilknytning til stedet at forsvinde, og en af dem findes myrdet. Undervejs modarbejdes hun både af sin egen redaktør, skeptiske efterforskere i politiet og horror-fans, som vil holde husets eksistens hemmeligt. Da det pludselig ser ud, som om Johanne er den eneste, der kan forhindre, at et nyt offer bliver slået ihjel, går hun i gang med sin egen efterforskning, selvom hun får adskillige advarsler om, at hun bør holde sig langt, langt væk … (forlagets beskrivelse)
Johanne Fryd er freelance journalist, men har en plan om at hendes nye projekt – en podcast om haunted houses – skal skaffe hende et fast job på redaktionen hos Media City. I forbindelse med sin research kommer hun på sporet af et haunted house kun for særligt inviterede. Det lykkes hende at få en rundvisning på stedet, som viser sig at være mere end almindeligt grænseoverskridende.
Mens Johanne graver sig dybere og dybere ind i horrormiljøet, opdager hun en forbindelse til nogle unge hjemløse. Og så finder politiet et halshugget lig af en ung mand. Hvem er han? Og har han forbindelse til Johannes research?
Jeg var vældig underholdt af Det tredje hus, som både er spændende og velfortalt. Det er første gang, jeg har læst en krimi, som udspiller sig i det danske horrormiljø, og det er lykkes godt. Her er både blevet plads til nørd-klichéen, hvis lejlighed er fuld af film og figurer, og som ligner en der bor hjemme i kælderen hos sin mor. Men også til den unge, succesfulde kvinde der spiller online zombiespil. Horrorfans er jo ligeså forskellige som Shakespeare-fans 🙂
Det var også interessant at følge Johannes proces med at lave sin podcast for mediehuset. Både i forhold til hendes research om haunted houses og deres historie, men også omkring overvejelserne af brugen af lyd. Jeg er ikke selv så rutineret i at lytte til podcasts, så jeg lærte en masse tricks undervejs. Endelig kommer vi også tæt på arbejdsgangen i et stort mediehus, og jeg må indrømme, at jeg næsten synes, at arbejdsmiljøet der var ligeså skræmmende som et haunted house.
Researchen virker til at være på plads, og det er med til at gøre historien troværdig. En solid baggrund betyder at plottet godt må tage nogle lidt vildere twists ind i mellem, for grundlæggende er fortællingen plausibel. Det synes jeg er tilfældet med Det tredje hus. Her sker grufulde ting, og Johanne kommer ud på dybt vand, men historien holder.
Efter jeg læste bogen, fik jeg lov til at stille Irene Manteufel et par spørgsmål. Svarene kan læses længere nede på siden.
Uddrag af bogen:
Besøget i Timme Hartvigs ‘Creepy Mansion’ var til den podcast, hun var ved at lave om kommercielle spøgelseshuse gennem tiden.
Idéen var kommet nogle år før, da hun var til Halloween i Tivoli og gik gennem deres ‘Hotel Scary’, hvor monsterklædte skuespillere skræmte publikum i en mørk labyrint af gange i et spøgelseshotel. Turen havde fået hende til at mindes parkens oprindelige ‘skræmmeforlystelse’, den nu hedengangne ‘Den Blå Vogn’, hvor man kørte rundt i en lille vogn i mørket. Som barn var hun især blevet forskrækket, når vognen pludselig passerede fronten af et gammelt damplokomotiv, der tudede højt og vibrerede, som om det lige skulle til at køre henover én. Kontrasten mellem den enkelte, lidt naive Blå Vogn og det velscenograferede ‘hotel’ gav hende lyst til at undersøge, hvordan de skræmmende forlystelser havde udviklet sig gennem tiden.
I det allerførste ‘spøgelseshus’ fra 1915, som eksisterede endnu i USA, var det nok at slukke lyset, blæse luft på publikum og få gulvene til at vippe. I dag skulle folk overfaldes, jagtes med motorsave og bades i kunstigt blod, til de græd af rædsel. I hvert fald i de ‘Haunted Houses’ i USA, der konkurrerede om at være værst. De skulle ikke være for børn. Og nichen var boomet de sidste 20 år og blevet en milliardindustri. Det, der interesserede Johanne, var hvorfor? Og så elskede hun at lege med lyd. En ingrediens, der var rigeligt af i stoffet. (side 9-10)
Mini-interview med Irene Manteufel
1) Hvorfor skrive en bog med udgangspunkt i haunted houses? Hvordan opstod idéen?
Jeg har altid været fascineret af skræmmende forlystelser, og for nogle år siden så jeg en Netflix-serie, hvor hovedpersonerne besøgte et scary house i L.A. Det var meget voldsomt, og jeg blev nødt til straks at undersøge, om sådan noget virkelig fandtes. Det gjorde det, opdagede jeg, og jeg kastede mig ud i en dybere research og fandt bl.a. frem til McKamey Manor, som er temmelig kontroversielt og også omgærdet af kritik – og mystik. Jeg tænkte, at det var underligt, der ikke var skrevet en krimi med temaet, og da jeg samtidig havde haft lyst til at skrive en krimi i rigtig lang tid, så var det oplagt.
2) Det er første gang, jeg har læst en krimi, der udspiller sig i det danske horrormiljø. Hvordan har du researchet emnet?
Allerede for mange år siden, da jeg lige var startet i DR, lavede jeg indslag om en ekstrem filmklub i København, der hed Something Weird, og senere var jeg producer på en hel P1-udsendelse om rædsler og gys. I den forbindelse besøgte jeg folk, der var i miljøet dengang. Jeg har også lavet en radiomontage med Uno Krüger, der var redaktør på gysermagasinet GRU fra 70’erne. Da jeg researchede til Det Tredje Hus, blandede jeg mine erfaringer med finkæmning af diverse fora i dag – og så min egen fantasi.
3) Du har nogle tråde i historien til unge hjemløse i København. Det er en barsk side af Danmark, vi ikke hører så meget om til dagligt. Hvordan kom du på den vinkel?
Vinklen stammer dels fra videoer, jeg har set fra McKamey Manor, hvor en ung teenager var ansat, og jeg fik en forestilling om, at han søgte en tilknytning til noget for enhver pris. Samtidig tænkte jeg, at hvis nogen vil have folk i deres magt, så vil de i nogle tilfælde netop søge de sårbareste typer frem, og det tænkte jeg at nogle unge hjemløse kunne være. Hjemløshed blandt unge er et stigende problem, og jeg har både lavet radio og TV om det, hvor jeg har været ude i nogle af deres miljøer, men det meste er selvfølgelig noget, jeg har fundet på.
4) Johanne virker som en troværdig hovedperson. Hun er podcast journalist – som du selv – Hvordan opstod hun, og hvordan skriver man troværdige personer?
Johanne opstod simpelthen som en person, der har nogle ting tilfælles med mig, idet hun er journalist og laver radio. Det synes jeg åbner for en masse oplevelser og en tilgang til mange ting, som det er nemt for mig at leve mig ind i. Grænseløs nysgerrighed og det stadige fokus på lyd, ikke mindst. Og så syntes jeg, det var sjovt at lade hende arbejde i et stort mediehus, der måske minder om DR. Mht troværdige personer, så viste det sig dog at være det allersværeste ved at skrive bogen: At gøre hende troværdig. For hun er jo slet ikke mig, men jeg skal samtidig se ting gennem hendes øjne. Det var sjovt nok nemmere at leve mig ind i mange af de personer, der overhovedet ikke har noget tilfælles med mig selv! Men jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan. For mig var det intuition.
5) Arbejder du på en ny bog? Og kunne du evt. forestille dig at skrive en regulær horrorroman engang?
Ja, jeg arbejder på den næste i serien. Den foregår i nogle HELT andre miljøer, men Johanne er den samme, og der sker også mord!
Jeg ved ikke, om jeg kunne finde på at skrive en regulær horrorroman. Måske😊
6) Hvad har jeg ikke spurgt dig om, som du gerne vil fortælle dine læsere?
Jeg vil gerne fortælle læserne, at jeg planlægger mindst to bøger til med Johanne, og at de bliver uhyggelige. Og at jeg stadig er i proces med at lære håndværket og arbejder på at blive bedre og bedre. Jeg er meget ydmyg overfor håndværk, og jeg har KÆMPE beundring for de mange dygtige krimiforfattere, der mestrer det så overlegent!
Om Det tredje hus:
Udgivelsesår: 31.10.2021
Forlag: Byen, 320 sider
Omslag: Michelle Rivas
Læs også:
Hvorfor fascineres vi af gyset?
Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Den sidste af Alexandra Oliva
Seks stemmer af Matt Wesolowski
