Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.