Da astronomen Freydis Ängström ved Gaurinsankar Oberservatoriet opdager en ny komet med retning mod jorden, får det stor medieopmærksomhed. Særligt da et af de offentliggjorte billeder viser den nye komet som et lysende øje i Hestehovedtågen. Aviserne fyldes med overskrifter som “Ny Betlehem-stjerne” og “Dragens øje kommer til jul”, og medierne svælger i historier om kometer og dommedag.
Og ikke kun i den vestlige verden vækker den ny komet opsigt. I den iranske by Qum reagerer organisationen Troens Vogtere øjeblikkeligt. At tage billeder af kometen er blasfemi og vil blive straffet, hvis ikke observatoriet straks tilintetgører dem.
Historien fortælles gennem forskellige vinkler. Vi følger Freydis og hendes to kollegaer på det ensomt beliggende observatorium i Himalayabjergene. Nyhedsmediernes vinkel følges bl.a. gennem den tyske Georg Friedrich Bischoff, der som den første journalist aner potentialet i Freydis fotos. Endeligt er der Troens Vogtere, hvor vi introduceres til organisationen og følger deres bestræbelser på at tilintetgøre billederne af kometen.
Jeg var godt underholdt af Dommedagskometen, der er en interessant blanding af videnskab og spændingsroman. Måske er plotdrejningen med de muslimske ekstremister lidt søgt, men da Erik Juul Clausen ret spændende fortæller om oprindelsen af den berømte snigmorder sekt Assassinerne, og i øvrigt holder en god balance mellem de forskellige plottråde, så gør det ikke spor.
Erik Juul Clausen er en effektiv skribent, som sprogligt har fokus på indhold fremfor form. Resultatet er blevet en interessant spændingsroman fyldt med faktaoplysninger om kometer, undergang og meget mere. I min verden herlig underholdning der passer perfekt til en eftermiddag i hængekøjen.
Uddrag af Dommedagskometen:
Hvad er – videnskabeligt set – chancen/risikoen for verdens undergang? Kan verden “gå under”, altså blive pludseligt udslettet?
Det kommer an på, hvad man forstår ved verden. Hvis verden defineres som en civilisation i en by eller et land, er svaret: Ja. Mange byer og nogle lande er pludselig forsvundet, enkelte som om de bogstaveligt taget er sunket i jorden.
Vandskælv fremkaldt af vulkanen Thera, hvis synlige rester i dag er øen Santorini, bortskyllede den minoiske kultur på Kreta og efterlod kun legender om Atlantis. Kulturlag med potteskår under metertykke lerlag i Abrahams fødeland Kaldæa – stjernetydernes og drømmetydernes land – vidner om oversvømmelser, som den lokale befolkning må have oplevet som verdens undergang.
Indbyggerne i Pompeji og Herkulanum må have troet, at verden gik under. Også i dette århundrede har vi et eksempel på, at en by er blevet udslettet så brat som Bibelens Sodoma og Gomorra. Kun én af St. Pierres 30.000 indbyggere, en straffefange i en underjordisk celle uden vinduer, overlevede den ildsky, som i et par minutter efter eksplosionen kl. 07.59 den 8. maj, Kristi Himmelfartsdag 1902, indhyllede hovedbyen på Martinique.
Det, der er sket før, kan ske igen. Vulkanerne er ikke døde, de sover kun, og de vil vågne igen. Vulkaner, jordskælv og oversvømmelser vil med uforudsigelige mellemrum fremkalde lokale udgaver af “jordens undergang”. Dette må betragtes som 100% sikkert.
Men hvis man ved verden forstår hele menneskeheden, altså alle de civilisationer, der omslutter kloden, stiller sagen sig helt anderledes. Den kan ikke udslettes af nogen af de kendte former for naturkatastrofer; det er umuligt alene af den grund, at de er lokale, mens menneskeheden er global. Også dette er 100% sikkert.
Så eksisterer der altså ikke i naturen noget, der med ét hug kan ramme hele menneskeheden?
Jo. Men ikke her på jorden. (side 127-128)
Om Dommedagskometen:
Udgivelsesår: 2000
Forlag: Hovedland, 318 sider
Omslag: Jørgen Sparre
