Fra bagsiden:
“Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.”
Nick Clausen er endnu ikke fyldt 30 år. Ikke desto mindre er han en rutineret forfatter med hele 16 (!) bøger på sit CV. Det er imponerende. Jeg har hovedsageligt læst hans gysere, men han har også skrevet fantasy, julekrimien Kanel, klejner og julekaos, samt den humoristiske Prinsessen fra Paradisgade.
I Drømmeland møder vi 11-årige Louie, som bor alene med sin mor. Faderen døde, da Louie stadig var en baby, og siden har moren ikke haft en kæreste. Hun har heller ikke talt meget om faren. I stedet er hun og Louie flyttet ofte, og Louie er en tænksom dreng.
Men en nat møder han en mand i et blåt jakkesæt i sin drøm. Næste nat møder han ham igen, og sådan fortsætter det. Det går langsomt op for Louie, at manden er hans far, men da han fortæller sin mor om møderne, bliver hun oprørt, så Louie tier stille. I stedet får han et tæt forhold til faren, som hjælper ham og altid forstår ham.
Efterhånden tager tiden i Drømmeland dog energien fra Louie i den virkelige verden. Og så er der også problemet med morens nye kæreste, Philip. Jo vist er han flink, men er det nu også hvem han virkelig er? Nætterne med faren ændrer stille og roligt Louie, og spørgsmålet er, om tiden i Drømmeland nu også er, hvad det giver sig ud for.
Som sagt er Drømmeland en ungdomsroman i den letlæste ende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Louies historie, som starter helt almindeligt, hvorefter Nick Clausen langsomt lader uhyggen snige sig ind. Med et lix-tal på 23 giver det sig selv, at her ikke er tale om vildt komplicerede plottråde. Ikke desto mindre kan Nick Clausen altså noget. Han skriver letlæst og flydende, så siderne nærmest vender sig selv, og fortæller en spændende historie der både kan læses ‘blot’ som en uhyggelig fortælling om en dreng, der møder sin far i drømme og må kæmpe mod skræmmende væsener. Men det er samtidig også en fortælling om drømme, om kærlighed, om at lære at leve med fortiden og om at turde give slip.
Både Louie, moren og de øvrige personer beskrives levende og flerdimensionelle, ligesom romanens univers føles helstøbt. Og så er Clausen også dygtig til med få ord at fremmane en urovækkende stemning som næsten føles fysisk på trods af det lave lix-tal. F.eks. da Louie får sit første glimt af Udkantslandet:
“Louie blinkede ved synet, der mødte ham. De havde forladt byen. De stod nu på en kornmark, der duftede sødt og sommeragtigt. Men ikke langt fremme var en usynlig barriere. På den anden side var alting anderledes. Kornet lå vissent på den sorte jord og himlen var grå af skyer. Selv sollyset standsede brat. Han kunne fornemme, at luften var kold på skyggesiden. Det var som at kigge fra sommer til vinter. Eller dag til nat. Nej, mere end det: fra drøm til mareridt.”
Jeg følte mig fint underholdt af Drømmeland, som er endnu en vellykket ungdoms-gyser fra Nick Clausen.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Facet, 193 sider
Omslag: PN Create v/Peter Nielsen
Besøg Nick Clausens hjemmeside
Andre bøger af Nick Clausen:
De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009
