Endorfino af JG Gylling

Hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i et formyndersamfund? Endorfino er en satirisk fremtidsroman hvor sundhedshysteriet har nået nye højder.

Endorfiner er et hormon som bl.a. udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men kan det også blive for meget? Og når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?

I JG Gyllings roman Endorfino er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed er en tvungen sag, og alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre.

Der er regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.

Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching og naturligvis de evige tests, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen.

For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.

Endorfino er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?

Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien, som hovedsageligt er en beskrivelse af familiens dagligdag.

Der er ansatser til sprækker i den positive overflade, som når den yngste datter nægter at spise sin selleri, og derved indirekte får familien til at bryde op til flere forbud og regler. Eller når venner begår selvmord eller falder om på løbebåndet med et hjertestop, og reaktionen blot er et minuts stilhed på arbejdspladsen. Det tydeligste drama følger besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører at Lise indkaldes til en samtale.

Men desværre følger JG Gylling ikke op på noget af det. Personerne reflekterer ikke over begivenhederne, og vi hører intet om følgerne. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Gyllings beskriver et samfund, hvor positivitet og sundhed er banket så meget ind i befolkningen, at ingen overhovedet overvejer konsekvenserne eller stiller spørgsmålstegn ved den sundhedshysteriske livsstil.

Forlaget kalder romanen for samfundssatire, men den satiriske tone rammer ikke tydeligt nok. Dermed bliver Endorfino en halvtynd affære, som trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog ikke rigtig formår at engagere læseren. Desværre, for oplægget er der til en interessant roman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Endorfino”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Brændpunkt, 180 sider
Omslag: Marie Gylling Møllebæk