Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.
20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.
Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.
Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.
– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.
– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)
Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.
Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.
Anmelderne skriver:
Fra Sortsand:
“Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)
Christian Møgeltoft, Bogrummet:
“Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)
Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
“Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)
The New York Times:
“Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)
Om Frysepunktet:
Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)
Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics
Læs også:
Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen
