Hvem myrdede Formand Mao? af Bjarne Gårdsvoll

Hvem myrdede Formand Mao?Jeg havde overhovedet ikke hørt om denne udgivelse, før jeg ved et tilfælde så den på biblioteket, og med en undertitel som “Gysere fra sø og land” var jeg selvfølgelig nødt til at snuppe den med hjem.

Hvem myrdede Formand Mao? består af 13 noveller, som alle har undertitlen Drama i … fx Nordsjælland, Thailand, til søs osv. Jeg vil nok mene, at det er lidt af en tilsnigelse at kalde dem gysere. Snarere er her tale om en række krimi-noveller, hvoraf en enkelt (og det er tilfældigvis også den bedste i samlingen efter min mening) bevæger sig over i gyset, nemlig “Efter julefrokost – drama i København”.

Her befinder hovedpersonen sig i en bybus på vej hjem. Han har fået et par øl for mange, og desuden er bilen til reparation. Ved et lyskryds samler chaufføren et ægtepar op, som virker meget vrede på hovedpersonen, og kort efter må bussen ud ad en omkørselsrute, der fører passagererne ind på en kirkegård. Jeg kunne vældig godt lide idéen i historien, ligesom slutningen har et fint drejet twist, og så er det som sagt, den eneste novelle i samlingen som rigtig kan kaldes gys.

De øvrige historier er lidt mere blandede, og jeg tror, de er rettet mod en lidt ældre målgruppe a la læsere af Elisabeth Lyneborg og Agatha Christie. I hvert fald fandt jeg sproget lidt gammeldags, og generelt var plottene heller ikke de mest overraskende.

Se mere på forlaget Attikas hjemmeside

Om Hvem myrdede Formand Mao?:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Bjarne Gårdsvoll

4 tanker om “Hvem myrdede Formand Mao? af Bjarne Gårdsvoll

  1. A.Silvestri siger:

    Det spændende er så, at Gårdsvoll i digterne er kendt for, at hans historier er ægte og selvoplevede….måske er det derfor, der ikke er så meget gys.

  2. Jette siger:

    Ja, se det kunne være interessant – og så bliver læseoplevelsen selvfølgelig anderledes. Men jeg vil dog stadig påstå, at sprogligt kunne historierne med fordel strammes op, også selvom oplevelserne er selvoplevede.

  3. Bjarne Gårdsvoll siger:

    Tak til Jette for omtalen af min bog: “Hvem myrdede Formand Mao?” Ikke mærkeligt at du ikke havde hørt om bogen. Det kniber med anmeldelserne, og skønt bibliotekerne har købt et rimeligt antal bind, er de ikke særligt flinke til at udstille dem, som nye bøger bør. Måske er det, fordi den er beskrevet som letlæst bog og står på en bestemt hylde. Bare ærgerligt når den står med ryggen udad, så ingen opdager den. Det gør den i hvert fald på hovedbiblioteket KKB. Sic transit gloria mundi.(Er det ikke gyseligt?)
    Bjarne Gårdsvoll

  4. Jette siger:

    Hej Bjarne
    Tak for din hilsen. Ja, det kan være rigtig svært at komme ud til læserne. Jeg håber dog, at du ikke giver op, selvom det måske kniber med anmeldelserne.
    Venlig hilsen
    Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.