Is i blodet er en spændende thriller om miljø og udenrigspolitik i Grønland
Et hold danske geologer dør under mystiske omstændigheder, mens de er i gang med at undersøge indlandsisen på Grønland. Lederen af teamet, Hans-Jesper Theis, finder alle i gruppen frossen ihjel – på nær én – Vibe, som Theis har et forhold til. Det danske politi sættes på sagen i form af bosnieren Aslam, og Bent Kastrup som er blevet udstationeret af PET. Sagen viser sig dog at have tråde ud til udlandet, og pludselig går der dansk politik i sagen.
Is i blodet er Robert Zola Christensens første spændingsroman. Jeg synes, det er lykkes ham at skabe et underholdende og yderst aktuelt plot, baseret på kampen om minedrift og olieudvinding i Grønlands undergrund kombineret med en forsvunden atombombe og de døde forskere. Jeg kan godt lide kombinationen af den videnskabelige og historiske baggrund med krimiplottet, som starter lige på og hårdt, men jeg har læst andre anmeldelser, som følte, at spændingskurven blev ødelagt af de faktuelle afsnit.
Jeg var dog godt underholdt, og kan anbefale Is i blodet, som en interessant og spændende thriller, der tager samtidig fat på store spørgsmål om bl.a. miljø og udenrigspolitik.
Om Is i blodet:
Udgivelsesår: 2013
Forlag: Gyldendal, 319 sider