Hvis du tror, at julen blot handler om gaver, god mad og familiehygge? Så læs Julebestiariet : en julekalenderguide til vinterens monstre
Et bestiarium var i middelalderen en samling moralske fabler om faktiske eller mytologiske dyr. Med Julebestiariet har Benni Bødker lavet en håndbog over en række væsener, der alle har med julens traditioner og folkesagn at gøre.
Det lyder umiddelbart hyggeligt, men allerede i bogens forord går det op for læseren, at det ikke er sandheden. For i vintermørket gemmer urgamle væsener sig, og hvis de får chancen, så fanger de os, spiser os eller det, der er værre.
Bogen er opdelt i 24 kapitler, der hvert fortæller om et monster. Alle opslagene er skræmmende illustreret af John Kenn Mortensen, hvis bløde monsterstreg passer perfekt. Derudover får vi et signalement, hvor findes væsenet, farlighedsgraden og ikke mindst – tips til overlevelse.
Hvert monster scorer mellem 1 og 5 grankogler, hvor 5 er det absolut farligste. Og under den klasse finder vi bl.a. Glosoen. Glosoen kaldes også for Gravso, og om den skriver Bødker:
“Hvis du står overfor Glosoen, så gælder det om at krydse benene i en fart. Dens ryg er nemlig savtakket, og den kan flække dig fra top til tå, når den krummer ryggen, sænker hovedet og farer hen over jorden og ind mellem dine ben.”
Hvis man ikke har husket at ofre til Glosoen i løbet af året, så risikerer man, at den gemmer sig under middagsbordet juleaften, og det ønsker du ikke skal ske!
Mere uskyldig er den italienske juleheks Befana. Hun kommer med gaver til de artige børn, mens de slemme i stedet for får et løg, hvidløg eller kulstykke i stedet for. Som Bødker skriver: “De italienske børn slipper billigt.”
Vi hører om Krampus, Julebukken, Nissen og andre væsener, jeg slet ikke kendte. Men i Mortensens flotte illustrationer og Bødkers ord kommer de hurtigt frem på nethinden. Og jeg har helt sikkert fået ny respekt for Lucia-bruden!
Julebestiariet er en anderledes kalenderbog. Den er lækkert udført med et fysiske layout, hvor illustrationer, typografi og indbinding gør den til en fornøjelse at læse. Samtidig er historierne velskrevne og underholdende med en tone af både gys og grin, som gør den velegnet til både børn og voksne. Bagerst i bogen er en kildeoversigt, hvis man skulle have lyst til at læse mere om de mytologiske væsener fra alverdens lande.
En gennemført og underholdende håndbog om vinterens monstre, som absolut er værd at bruge tid i selskab med. Og hvem ved – måske kan læsningen redde dit liv?
Jeg er lidt af en sucker for John Kenn Mortensen, og har du ikke læst ham, kan jeg også anbefale De utilpassede eller hans bøger med Post-it monstre … Ja faktisk alt af ham 🙂
Om Julebestiariet:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Cobolt, 111 sider
Illustrationer: John Kenn Mortensen
Besøg Benni Bødkers hjemmeside
Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside