Det er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …
Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”
Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.
Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.
Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.
Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.
JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.
Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!
Om JuleFandens Hævn:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis