I 1987 bliver de to agenter, Trini og Roberto, sendt på en opgave sammen med mikrobiologen Hero Martins. Rester af Skylab (USA’s første rumstation) er blevet fundet i den australske outback, men ‘noget’ er muligvis fulgt med ned.
Det lykkes agenterne at finde og destruere Skylab-resterne – men først efter at have taget en prøve med. Og ikke uden omkostninger!
I marts 2019 har Roberto Diaz været pensioneret i fire år, men en nat ringer telefonen. Pensionisttilværelsen er ophævet. Det, han og Trini for mange år siden gemte i en tophemmelig underjordisk bunker, er muligvis sluppet ud. Nu er det op til Roberto med hjælp fra de to nattevagter, Teacake og Naomi, at stoppe den potentielle katastrofe, som kan betyde enden på menneskeheden.
At jeg overhovedet opdagede, at Kold karantæne var på vej, kan jeg takke en tråd på Facebook for. Her spurgte oversætteren nemlig om gode forslag til den danske titel, og fortalte ved samme lejlighed lidt om hvad bogen handler om. Det lød rigtigt spændende, så den kom på min liste, og nu har jeg så – med stor fornøjelse – fået læst den.
Kold karantæne er David Koepps romandebut. Hvis navnet alligevel lyder bekendt, er det, fordi han har skrevet manuskripter til en række film. Blandt andet har han arbejdet på Stir of Echoes, Jurassic Park, Mission: Impossible, Indiana Jones og krystalkraniets kongerige samt War of the Worlds. Og hans sans for gode historier mærkes tydeligt.
Jeg er ret vild med scifi-thrillers, og det tog ikke mange sider, før jeg var opslugt af historien. Koepp skriver i et nærmest filmisk sprog, der får scenerne til at stå lyslevende under læsningen. Her er både tempo, action, sort humor og gode replikker. Samtidig er personerne interessante, og især de to nattevagter kommer vi godt ind på livet af.
Selve plottet er både skræmmende og sært realistisk. Jeg vil ikke afsløre for meget, men blot sige at livet på jorden har udviklet sig i en lang mutation, afbrudt af fem (indtil videre) masseudryddelser. Måske bliver masseudryddelse nummer seks af biologisk art?
Kold karantæne er ikke eftertænksom tankespind. Den er tværtimod et hæsblæsende kapløb, hvor spændingen er i top, og det samme er underholdningsværdien. Jeg håber, at David Koepp har lyst til at skrive flere bøger. Jeg har i hvert fald lyst til at læse dem.
Reklame: Tak til Bog&Idé der har foræret mig bogen til anmeldelse
Uddrag af Kold karantæne:
Teknisk set hørte Trini og Roberto til DNA, Defense Nuclear Agency, atomforsvarsagenturet. Senere blev det til en del af DTRA, men lige netop det myndighedsmiskmask ville ikke blive bikset sammen før forsvarsministeriets officielle omorganisering i 1997.
Ti år tidligere hed det stadig DNA, og deres mission var kort og præcis: Stop alle andre fra at få fat i det, som vi har. Hvis de fik færten af et atomprogram, skulle de finde det og begrave det. Hvis de kom på sporet af et eller andet mareridtsagtigt biokemisk våben, skulle de få det til at forsvinde for altid. Der ville ikke blive sparet på noget, og der ville ikke blive stillet nogen spørgsmål. Topersoners teams blev foretrukket for at holde sagerne adskilt, men der var altid forstærkninger til rådighed, hvis de fik brug for det.
Trini og Roberto havde sjældent brug for det. De havde været ved seksten forskellige hotspots på syv år og havde seksten personlige drab under bæltet. Drabene var ikke bogstavelige, det var agenternes jargon for et våbenprogram, der var blevet neutraliseret. Men der havde været ofre undervejs. Der blev ikke stillet nogen spørgsmål.
Seksten missioner, men ingen, der så meget som mindede om denne. (side 12)
Om Kold karantæne:
Forlag: HarperCollins Nordic
Udgivelsesår: 06.02.2020, 285 sider
Omslag: Will Staehle
Originaltitel: Cold Storage, 2019
Oversættelse: Nikolaj Kvistgaard Johansen
Læs også:
Regnen af Virginia Bergin
Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Det tredje testamente af Christopher Galt
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Colombia af Morten Thor Hansen
Sort vand af Patrick Leis
Martyrens sang af Stephen Miller
Exnihilo af Publius Enigma
Rød sne af Thomas Ringstedt
Mutagen af Jonas Wilmann