Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist

Lille stjerneJohn Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner bevæger sig ind over grænsen til horror.

Lille stjerne starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver lille pige en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, så møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

Lille stjerne er en voldsom og samtidig lavmælt fortalt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser.

Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at lille pige har en helt anden tilgang til verden end andre.

Lille stjerne ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst. Den er yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

Selvom den overnaturlige horror ikke er særligt fremherskende denne gang, er Lille stjerne så absolut alligevel værd at gribe fat i. Sjældent har jeg læst så barsk og vedkommende en roman med så grum en slutning.

John Ajvide Lindqvist udgav i 2007 den fremragende socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, som siden er blevet filmatiseret med stor succes både i Sverige og USA. Året efter kom zombiromanen Håndtering af udøde, og på dansk er også kommet Menneskehavn i 2010.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Lilla Stjärna (2010)
Omslag: Jens Magnusson/Imperiet

Også omtalt på Litteratursiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.