Hvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest?
I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.
Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.
For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?
Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.
Mare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.
Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.
Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.
Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.
Selvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.
“Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.
Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?”
Om Mare, mare minde:
Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab
Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.
