Mikkel Harris Carlsen er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2015 for novellesamlingen Midnatsmuse – noveller til natten, og det er bestemt ikke ufortjent.
Her er, som altid når det drejer sig om forfatteren, tale om en sprogligt imponerende udgivelse. Men hvor jeg, da jeg læste Kakerlakmennesket, lidt følte, at jeg læste utroligt velskrevne stiløvelser, så bliver jeg her i Midnatsmuse ramt lige i solar plexus af langt de fleste af novellerne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg stadigvæk overser en lang række referencer, idet de fleste noveller indledes med et lille citat, som jeg ikke kendte hver gang, men trods det virker novellerne for mig, og jeg nød at synke ned i samlingens lidt altmodische stemning, der fik mig til at tænke på forfattere som M. R. James og Edgar Allan Poe uden dog på nogen måder at føles som en efterligning.
Samlingen består af 16 noveller og åbner med ‘Hr. Schaday’, om manden som gennem længere tid har boet på enkefrue Schumanns pensionat. En dag flytter en ny pensionær ind, og en sær angst rammer fortælleren, som for alt i verden vil undgå at mødes med hr. Schaday.
I ‘Giallo’ nyder den unge frue, Rosalba, at vandre i byens parkanlæg, hvor hun en dag falder i staver over en nøgenfigur af en atletisk ung mand, som hun ikke tidligere har bemærket. Figuren har været udsat for hærværk, men Rosalba føler sig stærkt tiltrukket af den, og bliver nødt til at føle efter. Titlen ‘Giallo’ kunne godt være en hentydning til den italienske slasher-genre, som bl.a. filminstruktøren Dario Argento er kendt for.
Samlingens tredje novelle hedder ‘Lorelei’ og udspiller sig i en undseelig stationsby ved Rhinens bred. Lorelei er en stor klippe ved Rhinen, og sagnet lyder, at en ung pige, som var blevet svigtet af sin elskede, kastede sig i døden fra klippen, hvor hendes ånd siden har lokket søfarende i døden med sin smukke sang. Novellen indledes med et citat af den tyske digter, Heinrich Heine, der skrev digtet ‘Lorelei’, som blev sat til musik af Franz Liszt, og historien handler om en ellers ganske forudsigelig læge, som en dag står af på en for ham ukendt station, skønt han er på vej til en lægekonference i Köln. Han indlogerer sig på på et gæstgiveri, og om aftenen går han tur langs floden …
Titelnovellen ‘Midnatsmuse’ fortælles af en forfatter, som har hørt om et etablissement, der særligt opsøges af kunstnere, og derfor begynder at holde til der for at opsnappe gode historier. En aften kommer han i snak med en maler, som fortæller en historie om “frelse og undergang“.
I ‘Mellem stråene og klitterne’ er hovedpersonen en antikvitetshandler, som for en kunde er rejst til Paris for at opspore og købe en række genstande. En forbyttet kuffert får dog langtrækkende konsekvenser og sender ham til havnebyen L***.
‘Elskovskvartet i D-mol’ handler om James Watts, som en dag beskyldes for at have forbudt damebesøg på sit værelse af sin værtinde. Pensionæren i værelset ved siden af har klaget, men Watts er fuldstændig uskyldig – tror han da.
Novellen ‘Godset Teiresias’ fik mig til at tænke på ‘Ushers fald‘ under læsningen, og indledes med et citat af Aleister Crowley, en af 1900-tallets ledende skikkelser inden for okkultisme. Hovedpersonen inviteres på besøg hos en gammel skolekammerat, hvor han også møder en hidtil ukendt tvillingesøster, der aldeles betager ham.
I ‘Uxia’ forelsker fortælleren sig i sin bedste vens hustru, og da hun dør, kaster han sig i sin sorg ud i et unævneligt eksperiment.
‘Dette er mit legeme’ handler om en journalist, der undersøger historien bag Johannes Gottschalks, ejeren af en medicinalfabrik, forsvinden, mens ‘Triptykon’ er tre fortællinger fra 1. verdenskrig.
Novellen ‘Udsigten’ fortæller historien om en mand, som hver dag sidder og kigger ud på den lokale kirkegård fra sit stuevindue. En dag dukker en ung mand med en klarinet op, og fortælleren drages så voldsomt af musikken, at han forlader sin faste plads for at høre mere.
Abaddon bruges i Det Gamle Testamente både som navn for et underjordisk dødsrige, der er hjemsted for ødelæggelse og undergang, såvel som om dødsrigets ødelæggende engel, og er i Mikkel Harris Carlsens novelle både navnet på byen, hvor fortællingen udspiller sig samt titlen på fortællingen. Fortælleren indlogerer sig på byens eneste hotel, hvor han opdager, at mange af de øvrige gæster i virkeligheden er voksfigurer. Men hvorfor?
I ‘Den nye mand’ ansættes en ny medarbejder, som i den grad overtræder fortællerens grænser, og det kan man til dels også sige sker i ‘En nat på hotellet’.
De to sidste noveller hedder ‘Sainte Julie’ og ‘Hvad havet gav tilbage’. Førstnævnte handler om en from ung pige, som forsvinder i skoven, og sidstnævnte om et ægtepar som for første gang vælger at holde ferie ved havet.
Som Thomas Winther skriver i sin anmeldelse i Himmelskibet, nr. 44, er novellerne dystre fortællinger om personer der på forskellig hvis bliver besatte eller opslugt af enten andre mennesker eller situationer. Hver historie har et element af mystik, og hvor der i nogle sker noget direkte overnaturligt, antydes det blot i andre, så man som læser bliver i tvivl om, hvorvidt det blot er i personernes sind at disse mystiske ting finder sted.
Gennemgående for alle 16 noveller er den lidt altmodische og sælsomme stemning, uanset hvilken tidsperiode historierne udspiller sig i, og det giver et afsluttende indtryk af en helstøbt og interessant udgivelse, som jeg blev ganske betaget af.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2015
Omslag: Arborelza / Dreamstime.com
ISBN: 978-87-91589-32-4
Sider: 227
Forlag: Kandor
