Jeg får skrevet alt for få anmeldelser for tiden, men Mit indre øje af Anna Laurine Kornum skal lige have et lille pip. Den er nemlig ualmindelig stemningsfuld og meget veltegnet.
Vi følger en kvindes rejse i tankerne tilbage til barndommen. I ‘Cirklen’ hører vi om moren, der får kræft og dør, og efterlader sine fem døtre hos deres fraværende far. I ‘Ønsket’ finder faren en ny kone, mens ‘Det mørke hjerte’ fortæller, hvordan faren glemmer sine børn og overlader det til dem selv at bearbejde sorgen over morens død og stedmorens indtog.
I sidste kapitel fortæller kvinden om sin frygt og fascination af atombomben. En destruktiv kraft der kan ødelægge alt, som også findes i mennesket.
Der er en eventyragtig stemning over fortællingen. Men det er et grumt eventyr fuldt af sorg. En sorg som nærmest bliver håndgribelig i den mørke farvetone, historien er tegnet i.
Illustrationerne er realistiske for så pludselig at forvrænges eller få tilføjet fantastiske elementer. Som f.eks. farens nye kone der portrætteres med rovdyrtænder, eller pigen i ‘Det mørke hjerte’ der slår følgeskab med ådselsædere i sin jagt på hævn. En hævn der alligevel ikke bringer forløsning.
Historien er omkranset af en rammefortælling, hvor kvinden bevæger sig ind i den forbudte zone for at besøge barndommens hus. Huset er ubeboeligt pga. strålingsfaren og står som en delvis ruin.
Mit indre øje er barsk læsning, men som jeg læser den, ender den trods alt med et håb for fremtiden. Jeg tolker nemlig atomkatastrofen som en metafor for de mange tab i barndommen og deraf følgende følelsesmæssige traumer. Og her giver slutningen håb for tilgivelse og for en ny start.
Nu er det gået op for mig, hvorfor jeg vendte tilbage. Jeg måtte hente det uskyldige barn, der engang for så mange år siden inviterede ondskaben ind, og som derved forårsagede alle de ulykker, der siden fulgte. Hun skal løftes ud, tilgives og renses. Så ulykker, tab og sorg kan overskrives. (side 68)
En virkelig anbefalelsesværdig tegneserie som kan læses igen og igen.
Andre skriver:
Weekendavisen:
FLERE GANGE UNDER læsningen tog jeg mig i at overveje, om Mit indre øje kunne være delvist selvbiografisk. Kapitlet om morens død slutter med en dedikation til forfatterens egen mor, for eksempel. Den ældste datter ligner en ung Kornum. Og biografiske detaljer som størrelsen på søskendeflokken og tidsperioden stemmer. Men først og fremmest er familietragedien skildret med så heftigt et nærvær i tekst og især billede, at man føler, den må komme fra et personligt sted. Selvbiografisk eller ej: Det er vel nærmest den største ros, man kan give et dybfølt og alvorsfuldt værk som Mit indre øje. (Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 17.06.2022)
Litteratursiden:
Kornum tager fat i kvindelivet og vender nærmest vrangen ud på det, når hun viser den selvopofrende kærlighed, drømmenes død og det nådesløse forfald. Hun dissekerer familiens opløsning og holder delene op imod et mørkt lys, der ikke nødvendigvis forklarer, men blot fremviser, en uhyggelig almindelig meningsløs gru, hvor uskyld korrumperes, og børnene betaler prisen. Bogens tekst lever op til billedernes høje kvalitet og tilføjer dybde med et poetisk sprog og filosofiske betragtninger, der giver masser af stof til eftertanke. Ubesvarede spørgsmål rumsterer rundt indeni længe efter endt læsning. (Læs hele anmeldelsen her)
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Det er en virkelig stemningsfuld tegneserie, der fører læseren ind i et dystopisk og magisk univers. Stemningen i de detaljerede tegninger er dyster, og personerne er tegnet på grænsen mellem realisme og karikatur.
-
Side 11 -
Side 16 -
Side 33 -
Side 48
Om Mit indre øje:
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Afart, 68 sider
Indhold:
Cirklen
Ønsket
Det mørke hjerte
Tanker om atombomben
Læs mere om Anna Laurine Kornum på Cph Art Space
Besøg Anna Laurine Kornum på Instagram
Læs også:
Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Under overfladen af Daisy Johnson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Harpiks af Ane Riel
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Skyggelandet af Taichi Yamada
