Mørke af Torben Pedersen

I 1500-tallet anklages en kvinde for hekseri og tortureres til døde. Hundredvis af år senere taler et barn med sin usynlige ven. Hvad har disse begivenheder med hinanden at gøre?

Jeg er så heldig, at jeg ind i mellem får tilbudt læseeksemplarer, og det var tilfældet med Mørke. Forfatteren Torben Pedersen spurgte, om jeg havde lyst til at læse en uudgivet debutant, der skriver science fiction i stil med Peter F. Hamilton. Det tilbud kunne jeg ikke modstå og fik kort efter tilsendt en ebog på 439 sider. Jeg er ikke altid så stor fan af digitale bøger –  jeg er lidt gammeldags og holder af følelsen af papir – men ikke desto mindre blev jeg lynhurtigt opslugt af historien, som overraskede mig positivt på alle parametre.

Mørke er – trods sin kompleksitet – velskrevet og sammenhængende, og er du til romaner om eksistens med sci-fi briller, så er den et rigtig godt bud.

For at starte med det faktuelle: der var et fåtal af korrekturfejl, og layoutet var umiddelbart let læseligt, hvilket man langt fra altid kan være sikker på hos debuterende forfattere. Jeg har efterfølgende købt paperback-udgaven via Amazon (ja, så god synes jeg, den er). Det er en ordentlig moppedreng trykt på A4-papir og med stor skrift. Bortset fra at den er tung, virker den til at være limet fint i ryggen, men jeg ville ønske, at der var trykt sidetal på siderne. Men alt i alt ok kvalitet uden at være prangende.

Og så til indholdet.

Romanen er opdelt i en prolog, syv bøger med titlerne: Ofret, Prædikanten, I al fortrolighed, Åndenød, Mørke, Arvetagerne og Resterne, og slutter af med en epilog. Hver bog er derudover inddelt i en række kortere kapitler, der ligeledes er navngivet, og enkelte af disse kapitler er ligeledes underinddelt.

Allerede her gik det op for mig, at Mørke er en ret kompleks roman på mange måder. Den springer i tid, sted og fortæller, og i begyndelsen havde jeg svært ved at regne ud, hvad der foregik. Historien starter tilbage i 1500-tallet med en hekseafbrænding, og så springer den frem i tiden uden nogen forklaring eller genkendelse i personer eller historie. Ikke desto mindre havde jeg lyst til at læse videre. Både for at finde ud af hvad der foregik, men i ligeså høj grad fordi romanen er skrevet i et velformuleret, troværdig og tidstypisk sprog, uanset om vi er i middelalderen eller fremtiden. Og så blev jeg bare grebet af stemningen.

Det er godt gjort af en debutant at have styr på så mange forskellige skrivestile, og ligeledes er jeg imponeret over, hvor godt styr Torben Pedersen har på de mange forskellige handlingstråde. Undervejs føres vi som sagt igennem flere århundreder, og store og små begivenheder fortælles i en – tilsyneladende – tilfældig rækkefølge. Som sagt var jeg til tider ganske meget i tvivl om, hvor romanen var på vej hen, men slutningen samler nok så nydeligt alle ledetråde og binder en smuk sløjfe af dem. Det er godt gjort.

Jeg har til gengæld svært ved at genfortælle ret meget af handlingen uden at ødelægge oplevelsen for andre. Jeg kan dog sige, at bogen handler om kontakt med andre væsener i universet, som i tusindvis af år har holdt øje med menneskeheden. De ønsker at finde ud af, om vi vil møde universet med ødelæggelse eller fred, og har derfor sendt en observatør til jorden. Men hvordan kommunikere man overhovedet med andre væsener? Og selv når det lykkes at få et budskab igennem – hvordan opfatter vi det så?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Dæmonens bagdør af Nils Hoffman, som jeg kaldte velskrevet dansk science fiction af international klasse. Nu skal der jo ikke gå inflation i den betegnelse, men faktisk synes jeg, at Mørke fortjener samme prædikat. Mørke er dog noget mere dyster og tankevækkende. Her er ikke hæsblæsende action, men i stedet fascinerende eftertænksomhed. Også selvom Mørke slet ikke er en blodfattig oplevelse, idet her beskrives flere temmelig voldsomme begivenheder undervejs.

Torben Pedersen gør meget ud af at få sin kulisse til at fremstå troværdig, og han introducerer flere sci-fi gadgets undervejs. Det bliver dog aldrig for teknisk eller detaljepræget. I stedet underbygger det fortællingen, og giver samtidig stof til eftertanke. F.eks. bruger alle R-linser, som giver mulighed for at få læst alle bøger på alverdens sprog op, uanset om man kan tale det eller ej. Eneste problem er, at der er lagt censur i linserne, så børn får en korrigeret version af bøgerne, og heller ikke voksne har adgang til alt. Så hvis man vil opleve sand adgang til litteraturskatten, er man stadig nødt til at lære at læse de enkelte sprog. Men hvem gider det, når man tilsyneladende får alt serveret?

En anden opfindelse er biocomputeren, som alle får ved 15-års alderen, når hjernen er ved at være færdigudviklet. Med BC’en kan man slå alt op, optage samtaler, se film eller opleve dem i 3D osv. Til gengæld har andre også altid mulighed for at se, hvor man befinder sig, for med sin BC, er man altid online.

Mørke var en fascinerende og til tider udfordrende læseoplevelse. Som læser skal man holde tungen lige i munden, og ikke forvente at man forstår alt med det samme. Til gengæld er slutresultatet både tilfredsstillende og overraskende. Jeg kan kun give den en stor anbefaling og opfordre alle der fascineres af temaer som eksistens, menneskehedens fremtid og velskrevet science fiction til at læse den.

Tak til Torben Pedersen som har foræret mig læseeksemplaret.

Om Mørke:

Udgivelsesår: 2018
Find bogen på BoD

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Kolonien af Pierre Robert
Faderens sønner af A. Silvestri