D. 1. februar udkom Mutagen af Jonas Wilmann. Han har tidligere udgivet romanen The End, som også falder i den postapokalyptiske genre, men som jeg dog ikke har læst endnu.
Romanen udspiller sig i Danmark i en ikke så fjern fremtid. Et vækstfremmende hormon brugt til kvæg viser sig at have uforudsete bivirkninger. De mennesker, som har spist det hormonbehandlede kvæg, får børn med et muteret gen. Når de når teenagealderen, forvandles en stor del af dem til muskelsvulmende, aggresive monstre, som bare ønsker at dræbe og spise alle omkring dem. Mutantudbruddet har forvandlet Danmark til et land, hvor de få normale overlevende gemmer sig rundt omkring, mens teenage-mutanterne hærger gaderne.
Martin og Minna har overlevet ved at gemme sig i deres kælder i flere år. Nu er Minna gravid, og Martin kæmper en daglig kamp for at lydisolere kælderen endnu mere, samt skaffe mad og andre fornødenheder uden at mutanterne opdager deres skjulested.
Men en dag går det galt. Martin glemmer en lille detalje, og pludselig vælter to mutanter ind gennem kældervinduet. Heldigvis er Max, en udsending fra Unionen, lige i nærheden. Han rejser landet rundt for at finde raske overlevende, og han redder Martin og Minna fra den sikre død i mutanternes hænder. Men som sagt tager Unionen kun de raske overlevende til sig …
Rejsen til Lolland er ikke uden fare, og den lille gruppe må gennem flere mutantangreb, før de endelig når til sikkerhedszonen, hvor man forsøger at bygge et nyt samfund op. Her er alting dog heller ikke idyl.
Slutningen af romanen er tre små noveller, som Wilmann overordnet kalder Transmissioner fra verdens ende. Her giver han ordet til andre overlevende, som fortæller deres historie fra verdens undergang. Bl.a. drengen Oliver som i første omgang overlever mutanternes angreb, men siden må slås for at overleve sult og tørst og ikke mindst frygten. Men vi hører også om David, som gennemgår en rundvisning for kommende feltagenter for Unionen, og Dan som i flere år har gemt sig i sin lejlighed, mens han tænker over jordens uendeligt langsomme undergang.
Hvis man kan lide postapokalyptiske historier, så er Mutagen et godt bud. Jonas Wilmann beskriver et samfund, der er brudt fuldstændig sammen i terror og anarki. Et samfund hvor de overlevende hver dag må se frygten for en voldelig død i øjnene. Det er dystert og trøstesløs, og især første kapitel hvor vi introduceres for Martin og Minna, samt kapitlet hvor Max tænker tilbage på sin skolelærertid, da mutanternes rædselsregime bryder ud, er fremragende. Også de tre afsluttende historier står skarpt, og slutter romanen af med manér.
Svagere står personerne i historien. Her får Wilmann ikke fyldt kød nok på hovedpersonerne, og jeg havde f.eks. lidt svært ved at sluge Max’s pludselige betagelse af Minna, der kommer til at virke en tand for klichéfyldt, fordi der ikke rigtig bygges op til det i historien.
Jonas Wilmann siger selv om Mutagen i et interview på Fantastiske Forfattere: “Mutagen er klart en dyster historie og er også meget voldsom visse steder, men det var vigtigt for mig denne gang at fortælle en mere realistisk historie, og volden er dermed også mere realistisk. Med ”The end” forventede jeg ikke, at læseren ville blive bange, men måske mere more sig over de røde kaskader, der sprøjtede til højre og venstre – på det punkt har min intention med ”Mutagen” været helt anderledes. Den skræmte mig i hvert fald selv, da jeg skrev den. Jeg skrev hele bogen på en måned, hvilket er uhørt kort tid – og det fik virkeligheden til at flyde lidt ud. Det var fedt, at historien gled sådan af sted, men det sled også lidt. Jeg rendte rundt med sådan et ildrødt øje af at have siddet og stirret ind i computerskærmen hele tiden, og om natten havde jeg de vildeste mareridt, som gav mig nye ideer til bogen.”
Mutagen er en actionfyldt fortælling, hvor Wilmann både vil skræmme, underholde og få læseren til at tænke sig om. Jeg synes, det er lykkes for Wilmann at gøre fremtidsscenariet virkeligt. Han serverer masser af action for læseren og forsøger også at få lidt mere filosofiske overvejelser ind i historien. Personerne er måske ikke helt så vellykkede, men det samlede indtryk af Mutagen er bestemt i orden. Så hvis man holder af postapokalyptiske fortællinger – og det gør jeg – er Mutagen glimrende underholdning. Og så synes jeg i øvrigt, at forsideillustrationen af Milan Zeremski er i topklasse!
Læs mere på Jonas Wilmanns og forlaget Valetas hjemmesider
Og læs også Michael Kamps “Fordærv” og Stephen Kings “Opgøret” samt naturligvis Robert Kirkmans fantastiske zombi-tegneserie “The Walking Dead“.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2011
Omslag: Milan Zeremski
Hør Jonas Willmann fortælle om idéen bag og arbejdet med “Mutagen”
