Efter 3 år i skjul i rumhavnen Zoltr får Miko og Drex muligheden for at hævne sig på guderne – eller er det blot en fælde?
Rumhavne er andet bind i Jonas Wilmanns gotiske sci-fi serie om de to ikke alt for kvikke eventyrere Miko og Drex. I første bind drømte de om at komme ind på Pilotakademiet. Det førte dem til at arbejde for den pensionerede Fredsvogter Mortus, men i hans sære, faldefærdige hus fik Miko i stedet for færten af en gigantisk sammensværgelse. De kosmiske guder havde kun afsluttet Tusindårskrigen og skabt fred i universet med det formål selv at fortære alt liv. Opdagelsen af denne grusomme hemmelighed sendte Miko og Drex på flugt, og nu – 3 år senere – befinder de sig i rumhavnen Zoltr. Endestationen for universets værste afskum.
I Zoltrs pøl af voldelig afstumpethed klarer de to unge fyre sig igennem med hiv og sving. Drex er faldet i alkoholens tåger, mens Miko stadig tænker på gudernes forræderi og ønsker at hævne det. Så da guiden Di-Hozir lader til at vide noget om den forsvundne planet, Ellintia, overhører Miko alle advarsler og følger Di-Hozir til mineplaneten Andros sammen med Drex.
Men Di-Hozir har en helt anden dagsorden end at hjælpe Miko og Drex, og snart er de i endnu større problemer, end de var på Zoltr. Heldigvis dukker en usandsynlig allieret op, da tingene ser værst ud. Spørgsmålet er dog, om de bevæger sig fra asken over i ilden?
Rumhavne fortsætter i samme hæsblæsende stil som Den mystiske eneboer. I en blanding af humor, action og gru følger vi Miko og Drex’s vilde eventyr i deres forsøg på at stoppe guderne i at æde hele universet. Det er dog lettere sagt end gjort. Især i betragtning af at Miko ikke engang har en plan.
“Miko, jeg skal lige høre dig om noget. Jeg har gået sådan og tænkt lidt.”
“Uh, det lyder farligt. Kom du til skade?”
Drex fnøs.
“Hæ, jeg kan egentlig meget godt lide, når du gør det der. Fornærmer mig. Det minder mig om Corint. Minder mig om gamle dage.”
“Jeg skal gøre mit værste, når det nu glæder dig sådan.”
“Men jeg mener det faktisk seriøst. Jeg har tænkt over noget. Efter at ham Di-Hozir har slået os ihjel, hvad er planen så egentlig? Gudejagt, ikke? Men er sådan nogen ikke ret store?”
“Guderne …? Jo, enorme, tror jeg. I hvert fald en af dem. En rød djævel. Den kan æde en hel planet. Trække den lige ind i gabet med sådan nogle lange fangarme.”
“Men hvad gør vi så, hvis vi finder en?”
“Så langt er jeg aldrig kommet i planerne. Normalt ville man vel sige det til myndighederne, så planeterne kunne forsvare sig eller i det mindste forberede sig på udslettelse, men i det her tilfælde er myndighederne de onde, så jeg ved det faktisk ikke.”
“Og der er nok ikke nogen, som vil lytte til os alligevel, fordi vi er idioter og alt det.”
“Nej, også det. Så planen er desværre strandet ved, at vi finder guderne. Og så ser hvad der sker.” (s. 46-47)
Jeg har ventet på fortsættelsen af Rummets Guder, siden bind et udkom i 2016, og heldigvis har det været ventetiden værd. Rumhavne er mindst ligeså underholdende og crazy som forgængeren. Handlingen ruller fra første side, og selvom jeg godt kan synes, at det er et lidt for heldigt tilfælde, at Miko og Drex er bedstevenner med Zoltrs hårdeste negl, Dawaneck (ligesom jeg bliver uendelig træt af teenagepigers tilsyneladende uimodståelige tiltrækningskraft på vampyrer og andre overnaturlige væsener), så lapper jeg med glæde usandsynlighederne i mig, for Wilmann fortæller sin historie med så meget entusiasme og energi, at man bare må overgive sig og lade sig fortære af dens uimodståelige charme.
Rumhavne er med andre ord en vellykket afslutning på et underholdende rum-eventyr, der kan læses af både unge og voksne.
Om Rumhavne:
Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Kaos, 217 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose
Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside
Serien Rummets guder:
Rummets guder – den mystiske eneboer
Rummets guder – rumhavne
