En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter SnejbjergJeg er født i 1972 – samme år som tegneseriemagasinet Gru begyndte at udkomme. Bladene indeholdt fortællinger fra det amerikanske forlag Warrens udgivelser Eerie og Creepy samt Fætter Maddikes brevkasse og forskellige noveller. Heriblandt historierne om den koldblodige, charmerende og altid snarrådige lejemorder Luckner, der havde større skrupler over at få mudder på sine italienske designersko, end over at slå kvinder og børn ihjel mod betaling.

Det sidste nummer af Gru udkom i 1975, men bladene levede (og lever) stadig via byttecentraler o.lign., og det var herigennem, at jeg første gang stødte på bladet. Som jeg iøvrigt straks blev kæmpe fan af.

Nu har SerieKlubben samlet alle novellerne om Luckner i En sag for Luckner, som er stemningsfuldt illustreret af dygtige Peter Snejbjerg. Har du ikke tidligere læst Luckners eventyr, så er her chancen for en nostalgisk tur tilbage til 1970’erne. Det er måske ikke ligefrem finkulturens højborg, Luckner repræsenterer, men det er absolut underholdning af høj kaliber.

I forordet fortæller Kristian Nordestgaard, hvordan Luckner opstod ved lidt af et tilfælde. Interpresse havde besluttet sig for at bruge en illustration af Enric Torres-Prat til forsiden af det næste Gru. Billedet forestillede en ung rædselsslagen kvinde på en kirkegård med et monster ludende over sig. Desværre indeholdt bladet ikke en historie, der passede til illustrationen, men så slog Per Sanderhage til og skrev den første novelle om Luckner ‘De smukke, de rådne og de døde’. Og resten er historie, som man siger.

Jesper Ilum Petersen fortæller i efterordet, hvad det var med Luckner, der gjorde ham så fascinerende, da han første gang dukkede op i Gru. Bl.a. det faktum at han var en iskold, skruppelløs lejemorder, som samtidig besad alle heltens (altså ‘den godes’) egenskaber, var usædvanligt. Og at han så samtidig var ansat i en organisation, hvor bureaukratiets snærende bånd var ligeså trælse for ham, som for enhver anden kontorslave gav lige figuren et ekstra strøg.

“Det var vrangbilledet på samfundsordenen, jeg faldt for. At kriminelle kunne være konservative og konservative kunne være kriminelle … dengang var det hylende morsomt, at Luckner skulle fungere og hykle inden for det kontorlandskab, der lignede det, mange af os havde at se hen til.”

I løbet af de 13 noveller udsættes Luckner for lidt af hvert. Han møder både ghouls, vampyrer, varulve, Frankensteins monster, hekse, zombiepræster for blot at nævne nogle af de monstre, han bliver hyret til at slå ihjel – udover altså de almindelige mennesker der også skal likvideres ind i mellem.

Fælles for historierne er en grundlæggende sort humor og masser af kendskab til horrorgenren. Fortællingerne er fyldt med referencer om alt lige fra Ilse, hunulven fra SS (‘Diabolikernes Relikvie) over Andreas Baader (‘Franske frygteligheder’) og Washington Irving (‘Den hovedløse motorcyklist’) til Horace Walpole (‘Rette tid og sted’).

Luckner er altid velklædt, skruppelløs, glad for kvinder og whiskey og formår altid at klare skærene til sidst. Klichéerne står i kø, men hvad gør det. Historierne om Luckner er super underholdende, og kitsch når det er bedst.

Jeg læste En sag for Luckner over en uges tid, og det vil jeg anbefale i stedet for at tage alle novellerne i et stræk. På den måde bevarer Luckners eventyr deres charme. Jeg havde i hvert fald en fest med den lapsede lejemorder, og kan kun anbefale En sag for Luckner til alle, der holder af kulørt underholdning med humor og monstre.

“Hvad vil De egentlig bruge mig til?” spurgte Luckner.
Frankenstein smilede igen. “Kan De ikke gætte det?”
“Jo,” mumlede Luckner. “Jeg har en ualmindelig ubehagelig anelse om at jeg kan!”
“Glæder mig … men ellers skal jeg gerne fortælle Dem, at jeg agter at suge Deres forbandede morderblod og bruge Deres lig til at skabe et monster!”
“Hmm … vil De gøre mig til vampyr?”
“Ikke tale om!” Vampyren så rystet på ham. “Er De gal, menneske?! Min stakkels slægtning fandt jo ud af hvor farlig De var som menneske … jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis De blev vampyr! De ville være langt stærkere end mig, og en alvorlig trussel mod mit ønske om at blive alle vampyrernes hersker! Næ, Luckner … De skal DØ!”
“Ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det!”svarede Luckner elskværdigt og afslappet. I næste sekund var han oppe af sengen og satte af i et enormt spring mod døren.

Bagerst i bogen er indsat en kronologisk oversigt over Per Sanderhages øvrige horrorudgivelser – diverse Rasmus Klump-historier med uhyggelige elementer er dog ikke medtaget 🙂

Om En sag for Luckner:

Udgivelsesår: 01.08.2017
Forlag: SerieKlubben, 311 sider
Omslag: Peter Snejbjerg

Tak til SerieKlubben for læseeksemplaret 

Læs mere:

ComicWiki  
Peter Snejbjergs hjemmeside

2 tanker om “En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

  1. Jack J siger:

    Jeg stiftede bekendtskab med GRU ved juleafslutningen i 2. eller 3. klasse (1972/73), hvor en klassekammerat havde taget en stak med. Det var dog først mange år senere, at jeg rent faktisk gad læse Luckner; At læse historier stort set uden billeder i et tegneserieblad!? – det lugtede for meget af skole, tror jeg. Haha. Jeg skal i alt fald have fat i den nye bog.

    PS: hvad er forskellen mellem:

    “Send mig en mail ved nye kommentarer”
    “Informer mig om nye kommentarer via e-mail.”

    Øh, er det ikke det samme? o_O

  2. Jette siger:

    Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for novellerne i mine første år som Gru-fan. Men heldigvis blev jeg klogere siden 🙂 Efter min mening kan du i hvert fald kun glæde dig til En sag for Luckner 🙂
    Vedr. PS så øhmm, jo det lyder som det samme. Jeg må indrømme at jeg ikke er særlig kvik til den tekniske del af hjemmesiden, så jeg kan ikke engang finde ud af, hvor jeg skal rette det henne. Så måske burde jeg spørge en ven 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.