E. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.
Sandmanden er fra 1815.
Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.
Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.
Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?
Sandmanden indledes med breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.
I efterskriften fortæller Emborg og Aabenhus, hvordan novellen ændrede indhold under romantikken fra at beskrive begivenheder til at blive psykologisk. Det er stadigvæk en begivenhed, der sætter historien i gang, men det interessante bliver, hvordan personerne reagerer.
Med fokusset på det psykologiske bliver det endnu vigtigere for forfatteren at være troværdig, og det gør Hoffmann i Sandmanden ved at lade fortælleren indlede sin beretning med de tre breve, hvilket giver historien et dokumentarisk præg. Alligevel er man som læser i tvivl om, hvorvidt det man læser er virkelighed eller fantasi. Er Sandmanden virkelig eller et produkt af et forpint sind? For så vidt er det ligegyldigt for Hoffmann, som i novellen har fokus på at beskrive Nathanaels psykiske sammenbrud.
Det er sfæren mellem himmel og jord, som er romantikkens luftrum. Og den sfære kan ligge oven over menneskene i deres daglige liv, men det kan også ligge inden i dem, i eller under deres bevidsthed. Romantikkens rum er fantasiens, og om en forfatter lader de psykiske billeder få kød og blod – i form af en undine eller en sandmand – er mere et spørgsmål om fortælleteknik end om virkelighedsforståelse. (s. 141)
Emborg og Aabenhus kommer også ind på, hvordan novellens skift til det psykologiske medfører ændringer i litteraturens temaer. Hvor mennesker i det feudale samfund blev defineret ud fra deres placering og funktion i samfundet, ændres det i slutningen af 1700-tallet, hvor individualismen slår igennem. Der er fortsat væsentlige sociale og klassemæssige forskelle, men der opstår trods det et ‘alment’ begreb.
Det nye borgerskab ser sig selv som repræsentanter for samfundets almene moral og normer, og mange noveller udspiller sig i privatlivet blandt borgerskabet, når arbejdstøjet er lagt, og det almene kan udfolde sig i familiens rammer.
At romantikkens fortællinger handler om intime, følelsesmæssige forhold, betyder ikke at de er idyller […] De demonstrerer snarere, hvor vanskeligt det kan være med baggrund i sine oplevelser og erfaringer at etablere sådanne forhold. Romantikernes bevidsthed om, at sådanne forhold er belagt med drifter, lidenskaber, tvang, usikkerhed og angst, gør at de nødvendigvis må sprænge rammerne for den traditionelle novelle. (side 143)
Det er da også i barndommen, at stenen til Nathanaels sammenbrud lægges i den afgørende scene, hvor han gemmer sig i faderens arbejdsværelse for at se ‘Sandmanden’.
Udgaven jeg har læst stammer fra “Romantiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Gert Emborg og Jørgen Aabenhus
Om bogen:
Udgivelsesår: 1988 (1817)
Forlag: Gyldendal, 149 sider
Omslag: Mette Plesner med maleri af Carl Blechen, 1827
Indhold:
Markise O af Heinrich von Kleist, 1810
Undine af Friedrich de la Motte-Fouqué, 1811
Sandmanden af E.T.A. Hoffmann, 1815
Historien om den vilde spanierinde af Joseph von Eichendorff, 1834
