Skyggernes Hus af Peter Straub

Skyggernes hus af Peter StraubKan et hus ligefrem udstråle ondskab? Det gør 3323 North Michigan Street – når det ellers lader sig se!

Tim Underhill er en kendt forfatter. Han har ikke meget kontakt med broderen Phillip, men en dag får han den overraskende nyhed, at hans selvudslettende svigerinde har begået selvmord. Tim tager med til begravelsen, hvor han får fornemmelsen af, at Mark, Phillip og Nancys 15-årige søn, ved noget om selvmordet, som han ikke fortæller. Men Tim får ikke chancen for at spørge, og en uge efter er Mark forsvundet.

Og Mark har opdaget noget. På grunden direkte bag forældrenes ligger et forladt hus, som pludselig bliver midtpunkt for Marks opmærksomhed. Huset har været beboet af en seriemorder, men har stået tomt i mange år. Alligevel er Mark sikker på, at der er nogen derinde. I nutiden er der også en seriemorder på spil, som allerede har mindst to unge drenges liv på samvittigheden, så da Mark forsvinder er alle sikre på, han er blevet morderens offer nummer 3, og Tim beslutter sig for at finde frem til sandheden.

Peter Straub er på dansk nok mest kendt for de to bøger, han har skrevet sammen med Stephen King: Talismanen og Det sorte hus. Men i USA er han et stort navn, og med udgivelsen af Skyggernes hus håber jeg, at han også finder ud til et stort publikum her i Danmark.

Straub formår at skrive, så historien kryber ind under huden på læseren. Hans beskrivelse af den afdøde massemorder Joseph Kalendar, en tømrer som voldtog og myrdede et ukendt antal af kvinder, før politiet endelig fangede ham, er yderst skræmmende. Jeg kunne nærmest mærke Kalendars ondskab sive ud af siderne.

Skyggernes hus er opbygget, så historien fortælles fra skiftende synsvinkler gennem hele romanen. På den måde får man samme episoder fortalt fra flere af de involverede, så man får alle aspekter af historien med. Denne skiften er med til at skabe suspense, så jeg hele tiden var nødt til at læse næste kapitel med, for hvad sker der nu? Samtidig virker personerne troværdige, og jeg følte med stakkels Mark, som finder sin døde mor og vil gøre alt for at finde en forklaring på hendes selvmord.

Straub har skrevet flere bøger med Tim Underhill, men dette er den første på dansk. Skyggernes hus med originaltitlen Lost boy Lost girl har modtaget flere priser i USA, bla. The Bram Stoker Award i 2003.

Peter Straub på dansk:

Spøgelseshistorier, 2007 (genudgivelse af Ghost Story fra 1979. På dansk også under titlen Det forfærdeligste)
Natteværelset, 2007 (In the night room fra 2004)
Skyggernes hus, 2007 (Lost boy, lost girl fra 2003)
Det sorte hus, 2002 (skrevet sammen med Stephen King, Black House fra 2001)
Talismanen, 1994 (skrevet sammen med Stephen King, The Talisman fra 1984)
Mysteriet, 1992 (Mystery fra 1990)

Besøg Peter Straubs hjemmeside for en komplet oversigt over hans bøger

5 tanker om “Skyggernes Hus af Peter Straub

  1. Pingback: Gyseren » Natteværelset af Peter Straub

  2. Pingback: Gyseren » Talismanen af Stephen King og Peter Straub

  3. Pingback: Frygt Fabrik Fælde: Et glemt sted husker af Steen Langstrup

  4. Pingback: Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

  5. Pingback: Holly af Stephen King - Gyseren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.