15 nye danske horrornoveller skrevet af en blanding af garvede og nye forfattere
Enter Darkness udgav første bind i antologi-serien ”Fortællinger fra mørket” tilbage i 2016. Nu er bind tre på gaden: Skyggespejlet.
De 15 noveller kommer vidt omkring, lige fra pensionerede betjente på kursus over familietragedier til seriemordere, kunstneren William Blake og en bustur til Polen. De fleste af novellerne er gode, men der var også et par stykker, jeg ikke var så begejstret for. Sådan er smag og behag jo.
Blandt mine personlige favoritter er blandt andre ’Faldende stjerne over London’ af Mikkel Harris Carlsen. Her bliver Caitlin nærmest besat af et William Blake maleri med titlen ”The Ghost of a Flea”.
Også Lars Ahns novelle ’Må ikke forstyrres’ skal fremhæves. Her er en tidligere betjent på konference for det forsikringsselskab han nu arbejder for, da han bliver lidt for interesseret i gæsten på et af de andre værelser.
I ’Små fodspor’ af Brian Petersen skal forfatteren Benjamin til udgivelsesreception for sin nye bog, men en tragedie gemmer sig bag overfladen.
Carina Evytt er stærkt tilbage med ’Marionetten’, hvor Selma er vred på sin mor, fordi hun altid taler dårligt om faren. Mens ’Bjergtaget’ af Martine Cardel Gertsen er en af de fede noveller, hvor titlen pludselig får endnu en betydning, når man læser slutningen.
Der er ikke meget familiehygge af finde i novellen ’Af sporet’ af Leon Dantoft, ligesom Patrick Leis’ historie ’Simones jul’ trods den hyggelige titel er alt andet end det.
I D. S. Henriksens ’Organtyven’ får en blind date en uventet slutning, mens ’Objazd’ af Alban Andersen tager læseren på en smuttur til Polen med alt betalt.
Endelig skal også ’Fra hånd til blodig hånd’ af Nikolaj Johansen fremhæves. Her er det ikke fandens fiol, men dog musik der påvirker folk på helt nye måder.
Selvom enkelte af novellerne i Skyggespejlet ikke helt faldt i min smag, er antologien som helhed underholdende læsning. Så er du til små kompakte gys, er her noget at hygge sig med en regnvejrsdag.
Om Skyggespejlet:
Udgivelsesår: 02.01.2020
Forlag: Enter Darkness, 359 sider
Omslag: Lesia Solot
Indhold:
Helena Pimentel da Silva: Cold Hawaii
Ida Maria Bonnevie: Skyggespejlet
A. Silvestri: Tinderbitch
Mikkel Harris Carlsen: Faldende stjerne over London
Lars Ahn: Må ikke forstyrres
Lene Skovsende: Kattespor
Stephan Garmark: Forglem mig ej
Brian Petersen: Små fodspor
Carina Evytt: Marionetten
Martine Cardel Gertsen: Bjergtaget
D. S. Henriksen: Organtyven
Alban Andersen: Objazd
Leon Dantoft: Af sporet
Patrick Leis: Simones jul
Nikolaj Johansen: Fra hånd til blodig hånd
Læs også:
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Grufulde mørke / red. Henrik S. Harksen
Horror.dk redigeret af Mathias Clasen
Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket / red. Lars Grill Nielsen
Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner
PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen
Rustkammeret – Fortællinger fra mørket 2 / red. Lars Grill Nielsen
Undergang / red. Martin Schjönning
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen