Psykologen Helena Andersen kaldes akut ud til en sag om vanrøgt i Gedesby på Falster. En familie i ilde forfatning er blevet hjulpet ud af et kondemneret hus i et oversvømmelsesramt område. Men hvorfor er Nykøbing Sygehus overrendt af regeringsfolk, da Helena ankommer? Hvorfor er sikkerhedsopbuddet så stort? Hvad er det, hun ikke får at vide om familien?
I den anden ende af landet har sagen fanget professor i antropologi, Albert Levins, interesse. Han er blevet det akademiske miljøs paria med sine teorier om Homo Subterranea, underjordsmennesket, men nu øjner han et håb i Gedesby. Kun et enkelt billede af familien er sluppet ud, men professoren er overbevist om, at de varsler et gennembrud i hans teorier om mennesket, der lever under jorden. (fra bagsiden)
Hvor mange udgivelser kan en forfatter nå på et år? A. Silvestri har indtil videre førstepladsen med fem udgivelser i 2018, men Jonas Wilmann ånder ham i nakken. Indtil videre har han udgivet tre bøger i år: novellesamlingen Helvede, børnebogen Døden venter i Thule samt nærværende roman Skyggeverden.
På sin blog fortæller Wilmann om arbejdet med Skyggeverden, som er det værk, det har taget ham længst tid at skrive: fem et halvt år. Idéen opstod i 2013: “[…] jeg fik den idé, at jeg ville skrive en bog om et hold ambitiøse, drevne mennesker, der stræbte mod et fælles mål, en videnskabelig indsigt af en art, men deres stræben skulle kun lede til regrediering.” Undervejs lagde han bogen væk flere gange. Historien skulle lagre sig og finde sin form. Og jeg må sige, at det er lykkedes.
Som regel er jeg ret begejstret for Wilmanns bøger, men da jeg læste Helvede, havde jeg lidt en følelse af at have set det før. Det er IKKE tilfældet her. Skyggeverden udfordrer og skræmmer; personerne er levende og interessante; og slutningen er én lang accelererende overraskelse.
Historien er lidt en blanding af Jules Verne Rejsen til jordens indre og filmen The Decent, men er samtidig noget helt andet. Beskrivelsen af den ambitiøse psykolog Helena, som undervejs forandrer sig dramatisk, er isnende. Fra at være i total kontrol kun med fokus på sine ambitioner river mødet med Homo Subterranea forhænget væk fra hendes øjne.
For Albert Levin er opdagelsen derimod et karrieremæssigt kvantespring. Fra at være forskerverdens paria er han pludselig eksperten alle vil gnide skuldre med. Spørgsmålet er dog om Albert følger sine ambitioner eller sin menneskelighed.
En helt igennem kuldslået, rystende og velskrevet fortælling som kun kan anbefales.
Uddrag af Skyggeverden:
“Da jeg åbnede døren, kom der den sygeste stank ud, og inde i entreen lå der det eller andet. Ja, jeg ved sgu ikke, hvad det var. Noget med pels på, der var halvt ædt og gylpet op igen. Jeg går ud fra, at teknikerne har været derude nu og puttet det i en pose. Eddermame glad for at det ikke er mig, der skal rode i det lort. Nå, men jeg gik uden om tingen. Skulle ikke nyde noget af at træde i den. Gulvbrædderne var vinde og skæve, det var ligesom Hurlumhejhuset på Bakken, du ved. Fuldstændig syret som det hele havde slået sig derinde. Og væggene var sorte af svamp, det sad nærmest i kager og rakte efter en.”
Stefan – hvis tålmodighed med den unge Rørbyes maleriske forklaring vist var lige så tyndslidt som de andres – skulle til at tænde en smøg, men Blicher rømmede sig og mindede ham derved om, at firserne var ovre. Smøgen røg tilbage i pakken, og Rørby fortsatte.
“Da jeg kom ind i stuen, var jeg lige ved at gå baglæns ud igen. Hvis det ikke var for uniformen, havde jeg fandeme gjort det. Det havde jeg. Det vrimlede med fluer derinde, der må have været en million af dem, de summede, så jeg ikke havde kunnet høre min telefon ringe på fuld styrke. Og det er klart, for der var lort ud over det hele, også på væggene. De havde tegnet med det eller sådan noget.
Jeg er før blevet kaldt ud til klamme steder, hos psykisk syge og sådan noget, hvor folk ikke lige har kunnet ramme potten, men der her slog sgu alt. Jeg har vitterlig ALDRIG set noget så … ja, undskyld sproget, men FUCKING KLAMT i hele mit liv.
Jeg gik forbi en åben dør ned til kælderen. Vandet stod op til midt på trappen, og der lå fandeme to døde rotter og flød på overfladen. Det kunne bare ikke passe, at nogen boede i det svineri.”
Helena prøvede at synke en klump så stille, at de andre ikke skulle bemærke det. Den her sag var slem. Værre end noget de før havde set. (side 20-21)
Om Skyggeverden:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: KAOS, 245 sider
Omslag: Shudderstock, Barandash Karandashich
Læs også:
De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Dark matter af Michelle Paver
Afsind af Martin Schjönning
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann
