I København forsvinder en mand sporløst fra Nørrebroparken. Kort efter begynder rygterne om, at et gråt ulveagtigt dyr lusker rundt i byen. Politiet er dog overbeviste om, at forsvindingerne (for der forsvinder flere folk) er bande-relateret, og afviser kraftigt pressens antydninger om en varulv.
Heller ikke bogens hovedperson har meget tilovers for varulve-teorien. I hvert fald vandrer han nat efter nat hvileløst rundt i byen, når søvnen undviger ham. Her møder han pigen Vera, men også manden med sablen og journalisten Mikkelsen. Imens trækker begivenhederne sig sammen om ham.
Jeppe Sandholt debuterer som forfatter på forlaget Fahrenheit med kortromanen “Varulv”, som trods af brugen af varulven som et fikspunkt i historien dog ikke er decideret horror. I stedet er det en rigtig fin fortælling om ensomhed og skæve eksistenser, der leder efter både sig selv og hinanden.
Sandholt har et flot sprog, og historien flyder let. Vi får mange antydninger, men ikke så mange forklaringer, og ved romanens slutning var jeg stadig i tvivl om, hvem fortælleren var? Hvem varulven var? Om der overhovedet var en varulv? Og hvad der nu ville ske med personerne. Og selvom det måske ikke lyder som en god læseoplevelse, så vil jeg faktisk gerne anbefale “Varulv”, for den er både tænksom og fint skrevet.
“Jeg gik væk fra cykelstien og ind på alléen hvor gadelygterne lyste stien op og afslørede træernes rødder der var brudt gennem asfalten hist og her. Af og til opgav et blad at hænge fast på sin gren og dalede ned gennem lygternes skær og landede på asfalten med et lille klask. Der lå det så og håbede på at et vindpust ville komme forbi og tage fat i det så det kunne få en sidste flyvetur inden det hele var forbi, men det ville sikkert ikke ske, bladet ville blive liggende hvor det var og blive mere og mere fladtrådt og klistret, indtil der til sidst ikke var andet tilbage end en plet på jorden.”
Om bogen:
Udgivelsesår: 2015
Omslag: Christian Sand
