En voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.
I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.
Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet. Her håber de at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.
Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.
Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog. Det giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.
Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.
Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som indirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.
I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.
Uddrag af romanen:
I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.
Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)
Om Vejen:
Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Oversætter: Jan Hansen
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007
Læs også:
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Læs mere på CormacMcCarthy.com
Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken
