Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Vinterjagt er fjerde uafhængige bind i den grønlandske krimiserie om Sika Haslund

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har læst de foregående bøger af Nina von Staffeldt med stor fornøjelse. Vinterjagt lægger sig på bedste vis i kølvandet af disse, og tager endnu en gang læseren med på en underholdende rejse til Grønland.

Sika Haslund flyttede sammen med sønnen Mathias tilbage til Grønland, da hendes mand døde for tre år siden. Her fik hun arbejde som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme, og ved siden af er hun begyndte at skrive artikler om gamle kriminalsager for avisen Seqineq.

Hvor alt ånder fred og ro hjemme hos Sika og Mathias, er det samme ikke tilfældet i det grønlandske natteliv. En stigende mængde hash og hårde stoffer finder vej til værtshuse og diskoteker med indlæggelser og dødsfald til følge. Politi og toldere forsøger at dæmme op for indsmuglingen, men Grønlands over 44.000 km kystlinje gør det mildest talt til en vanskelig opgave.

Journalisten Thormod Gislasson skriver på en artikel om de nye, farlige stoffer, da han bliver kontaktet af en ung mand, som har oplysninger til ham. Oplysninger der har bragt den unge mand i alvorlig fare.

Imens arbejder Sika på en artikel til Go Greenland om lokale virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. Her støder hun på en virksomhed, der både har albanere og grønlændere ansat, men som viser sig ikke at være helt fin i kanten.

I efterskriftet fortæller Nina von Staffeldt, at idéen til Vinterjagt opstod, da en af hendes bekendte fik job i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i Nuuk. Ad den led hørte hun om Fiskerilicenskontrollens arbejde, og så lå det lige til højrebenet at sammenkoble det ellers så fredelige erhverv med narkosmugling og hvidvask. Resultatet er blevet en vellykket krimi, der tager livtag med nogle af det moderne Grønlands problemer.

Serien om Sika Haslund er ikke hæsblæsende action, hvor hver side drypper af blod. Heldigvis, for dem er der nok af. Derimod mærkes det tydeligt, at Nina von Staffeldt kender Grønland og grønlænderne indgående. Hun går bag om avisernes sort/hvide overskrifter, og gør landet og befolkningen levende for læseren, samtidig med at vi bliver underholdt på bedste vis af et troværdigt plot og sympatiske hovedpersoner.

Jeg er blevet bidt af serien fra det iskolde nord, som på den ene side er et koldt og meget anderledes sted, og som på den anden side ikke er meget forskellig fra vores hjemlige provinsbyer. Så en stor anbefaling til Vinterjagt herfra. Og har du ikke læst de tre første bøger i serien, så har du noget godt til gode.

Uddrag fra bogen:

Tyve minutter senere ønskede hun, at hun bare var gået direkte til frokost. Uengageret sad hun og stak til maden, da Gitte og Mads gled ned ved hendes bord.

“Hva’ søren, smager det så grimt?” Mads pegede grinende på den i øvrigt udmærkede kyllinge-linse-salat.

Sika gjorde en grimasse. “Naamik. Det er, fordi jeg læste på KNR, at to personer i Nuuk kort efter hinanden er døde af en overdosis ecsatsy.” Hun så op. “Jeg tænkte ikke videre over det, men bagefter tjekkede jeg Facebook og opdagede på opdateringer fra venner og naboer, at jeg ved, hvem begge er. Det føles ærligt talt ikke ret festligt.”

Gitte lagde spontant hånden på hendes arm. “Hvor trist, var det nogen du kendte godt?”

Sika rystede på hovedet. “Ikke personligt, men jeg har mødt kvinden, der døde, og også den unge fyrs mor.”

Og mens Gitte og Mads stille lagde bestikket ned ved siden af deres tallerkener og lyttede med alvorlige miner, fortalte Sika om den 18-årige Karl, som var kommet ud, hvor han ikke kunne styre tilværelsen, og hvordan forældrene magtesløse havde måttet stå og se til uden at kunne gribe ind. Og hvor skidt hun følte sig over ikke at have hjulpet hans mor noget mere. Og bagefter om 44-årige Ragna, hvis venner havde skrevet en fin og smuk nekrolog på Facebook i forlængelse af venindens helt uforståelige død.

“Men du foreslog jo drengens mor, hvad de kunne gøre – og det var vildtfremmede mennesker.” Gitte så indtrængende på Sika, som smilede blegt tilbage. Ja og nej, tænkte hun. Gitte havde boet her i mange år, men forstod måske ikke fuldstændigt hvordan det hele hang sammen. (side 39-40)

Reklame: Tak til Milik Publishing som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Vinterjagt:

Udgivelsesår: 19.03.2020
Forlag: Milik Publishing, 320 sider
Omslag: Emil Nørgaard Stach, Justin Case Productions

Læs en spændende artikel på Bog.dk om arctic noir, hvor bl.a. Nina von Staffeldt bliver interviewet.

Serien om Sika Haslund:

Vinterjagt, 2020
Skibet fra Isfjorden, 2018
Den sorte engel, 2017
Frosne beviser, 2016

Læs også:

De dødes fjord af Hans Jakob Helms
Korsveje i nord af Bjarne Ljungdahl
Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den sidste olie af Rune Stefansson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.