I virkeligheden blev jeg fanget ind Bo Karl Christensens Af stjernestøv er du kommet på grund af undertitlen: Forklaringer på hvorfor du er til. For hvordan kan en relativ tynd bog (204 sider) love at forklare det. Så jeg snuppede den med fra biblioteket og gav mig til at læse.
Christensen, der er uddannet filosof og analytisk journalist, stiller i starten af bogen fem spørgsmål:
- Hvorfor eksisterer verden?
- Hvad er virkeligheden lavet af?
- Hvorfor er der liv?
- Hvorfor er der mennesker?
- Hvad er bevidsthed?
Allerførst afslører han, hvordan naturvidenskaben er udsprunget af filosofien, hvilket jeg blankt må erkende, at jeg aldrig har været bevidst om.
Herefter viser Christensen, hvordan de græske filosoffer i antikken skabte videnskab ved at observere og afprøve. Hvordan Parmenides introducerede idéen om metode, som er afgørende for moderne videnskabs succes. Hvordan Platon (blandt meget andet) gav os en definition på viden. Hvordan Demokrit argumenterede for atomer, som de mindste fysiske bestanddele, der ikke længere kan deles (og hvordan den kristne kirke bandlyste atomfilosofien i Europa, fordi det udelukkede eksistensen af en guddommelig sjæl). Og hvordan Aristoteles anses for både zoologiens, biologiens og botanikkens fader (og hvis tilgang til viden er kimen til den splittelse i filosofiens historie, som til sidst gør, at naturfilosoffer går over til at kalde sig ‘scientists’.)
Christensen kommer også omkring Einsteins relativitetsteori, Big Bang, Higgs-partiklen, kvantefysik, strengteorien og meget mere undervejs i bogen, og hver gang perspektiverer han opdagelserne med deres historiske oprindelse. Det gav flere spændende aha-oplevelser.
Et af de punkter, jeg synes, er særlig interessant, er spørgsmålet om vores univers. Hvad var der før Big Bang? Og her kommer Christensen ind på en Einstein-Rosen-bro.
“Når man indsætter de rette tal i Einsteins ligninger fra den generelle relativitetsteori, viser de, at en tilstrækkelig stor masse vil kunne bøje rum og tid ind i sig selv og blive til en slags tunnel. Det kaldes en Einstein-Rosen-bro. Eller mere populært: et ormehul. En tunnel af rum og tid fra én tid til en anden og fra ét sted til et andet. Nogle fysikere har argumenteret for, at vores univers kunne befinde sig inde i en Einstein-Rosen-bro, og vi i virkeligheden er skabt af et sort hul i et andet univers. Det kan muligvis forklare, hvorfor universet udvider sig i accelererende høj hastighed, fordi det sorte hul i et andet univers fortsat får tilført mere og mere energi.” (side 65)
Et andet særligt spændende spørgsmål er spørgsmålet om liv. Hvordan opstod det, og opstod det her og kun her? Jeg synes, det er enormt fascinerende, at man har fundet ud af, at bakterielle sporer og plantefrø kan overleve i rummet.
“Arrhenius konkluderede, at bakterier har egenskaber, som ikke kan forklares med darwinistisk evolution på Jorden. Der har aldrig været nær vakuum og ned mod 200 minusgrader på jorden, og liv udvikler sig i forhold til sit miljø. De må altså have udviklet egenskaberne andetsteds.” (side 136)
Og med hensyn til intelligent liv på andre planeter, synes jeg, at Christensen kommer med et ret godt argument for, at vi (endnu) ikke har haft kontakt.
“Det tager tid for liv at udvikle sig til et punkt, hvor det har intelligensen og de videnskabelige indsigter til at udvikle en avanceret kommunikationsteknologi. Livet på jorden har eksisteret i knap fire milliarder år, men vi har kun haft teknologien til at kommunikere med hinanden via radiobølger i cirka 100 år. Og først været i stand til at lytte til radiobølger fra rummet i 60 år. Måske er vi for sent eller for tidligt på den. Måske var der en højteknologisk civilisation for 1000 år siden et sted i Mælkevejen, som forsøgte at kommunikere med os. Måske nåede de at udslette sig selv, før vi hørte dem, fordi de ikke kunne samarbejde om at stoppe udledningen af drivhusgasser, så deres planet til sidst blev så varm, at den var ubeboelig. Hvor vil vi selv være om 1000 år? Det er jo bare et splitsekund på universets tidsskala, men for os kan der være en verden til forskel.” (side 139-140)
Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i Af stjernestøv er du kommet, (hvilket mere handler om mig end om indholdet). Jeg føler nok heller ikke, at jeg har fået hele forklaringen på, hvorfor vi er her. Men der er ingen tvivl om, at Christensen får forklaret rigtigt meget på få sider, og endda gør det spændende og i et forståeligt sprog.
Bo Karl Christensen er en god formidler, og Af stjernestøv er du kommet er en yderst interessant bog. Jeg fik i hvert fald både ny viden og en større forståelse af den.
Om Af stjernestøv er du kommet:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Grønningen 1, 204 sider
Omslag: Tobias Gundorff Boesen
Læs også:
En lille bog om universet af Anja C. Andersen
2001 af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Oprindelse af Lewis Dartnell
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
I planetens vold af Jon Høyer
Lige under overfladen – antologiserie fra Science Fiction Cirklen
Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo
