Jeg har egentlig altid tænkt på Danmark som en retsstat. Et land hvor borgerne kan føle sig sikre, og hvor man kan stole på, at myndighederne ikke begår overgreb mod individet. Det er dog ikke mere end 100 år siden, at man afviklede et hemmeligt retssystem baseret på inkvisitionsprincippet. Den historie fortæller Lars Andersen i Den glemte inkvisition, hvor han giver en kort gennemgang af retssystemets historie suppleret med fortællinger om virkelige sager og personer.
Siden 1660 og frem til 1849 blev Danmark regeret af en enevældig konge, der både var lovgiver, regent og øverste dommer. Her var således ingen adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Og selv da vi i 1849 fik Grundloven, blev retssystemet ikke ændret. Der var stadig ingen adskillelse af dem, der anklagede og dem, der dømte. Det kom først den 1. oktober 1919, da en ny retsreform efter mange års tilløb blev vedtaget.
1800-tallets retssystem var bygget på inkvisitionsprincippet. Det betød, at den anklagede ikke stod overfor en neutral dommer og en anklager sammen med sin forsvarer, men at man stod alene overfor dommeren, som OGSÅ var den, der undersøgte én. Dommeren stod for den kriminelle forundersøgelse og sendte en skriftlig rapport til amtet, hvor en anklager og en forsvarer blev udnævnt i sagen. Her havde de mulighed for at føre vidner og tilføje beviser. Men fra 1819 forsvandt den mulighed, og nu skulle enhver videre undersøgelse foretages af den oprindelige forhørsdommer, som således havde den fulde kontrol over straffesagen.
”De to forordninger fuldendte en lang historisk proces, der langsomt havde fjernet de folkelige elementer i retsvæsenet. I århundreder før enevælden havde landets underretter været et mødested for borgere, hvor tinget var sat af lokalsamfundets estimerede borgere, og procesformen var offentlig og mundtlig. I midten af 1800-tallet var situationen en ganske anden. Underretterne var nu domineret af professionelle jurister, retsmøderne var lukkede, proceduren var skriftlig, og procesformen var inkvisitorisk.” (side 20)
Det er svært at forestille sig, at den almindelige borger kunne gøre ret meget til eller fra, hvis man blev anklaget. Lars Andersen giver da også nogle horrible eksempler på sager, hvor rettens håndtering var mere end tvivlsom. For eksempel fortæller han om dommere, som varetægtsfængslede familiemedlemmer for at fremtvinge tilståelser hos den anklagede. Om brug af fysisk tvang og om langvarig varetægtsfængsling på vand og brød under elendige forhold.
Men selv når dommere blev afsløret som korrupte eller endda sindssyge, som det skete med birkedommer Carl Anton Freuchen, var det begrænset, hvilke følger det fik. Freuchen anklagede og dømte flere unge kvinder for barnemord i 1880’erne. En fængselslæge opdagede dog, at en af pigerne stadig var jomfru, så hun kunne ikke have dræbt sit eget barn. Der blev nedsat en undersøgelseskommision, som fandt frem til, at Freuchen havde manipuleret kvinderne til at tilstå. Det endte med at kvinderne blev frikendt, og Freuchen blev indlagt på et sindssygehospital. Og selvom han blev afskediget så var det ”i Naade og med Pension”, så efter indlæggelsen kunne han flytte til København uden yderligere følger.
De mange historier om tvivlsomme eller direkte forkerte domme som pressen var begyndt at trykke, førte dog til massiv kritik af retssystemet. Et systemskifte i 1901 førte til at Venstre kunne danne regering, og da de var yderst skeptiske over den herskende retstilstand, var det herefter blot et spørgsmål om tid.
Reformen kom i 1919. Inkvisitionsprincippet blev afskaffet og den offentlige anklagemyndighed blev indført. Den anklagede fik ret til juridisk forsvar og havde ikke længere pligt til at udtale sig under retssagen. Desuden blev Københavns Kriminal- og Politiret nedlagt, og alle sager skulle fremover føres for en neutral dommer i den nyoprettede Københavns Byret.
Der kom således et stort løft af den sigtedes rettigheder, og ”på strafferetsplejens område havde Danmark forladt politistatens tid og var trådt ind på retsstatens vej.” (s. 93)
Men selvom Danmark i dag er en retsstat, kaster historien stadigvæk skygger. For eksempel er der stadig en vis modstand mod nævningeting. I 1936 indførte man domsmandsinstitutionen for at imødegå problemet, og i dag bliver en del sager afgjort med domsmænd. Domsmænd deltager i vurdering af skyldsspørgsmål og strafudmåling, men altid sammen med juridiske dommere. Den rene jury har ikke vundet indpas i Danmark.
En anden skygge er brugen af varetægtsfængsling. Danmark er et af de lande i verden, der bruger mest varetægtsfængsling. Hver tredje indsat i et dansk fængsel er varetægtsfængslet. Til sammenligning er det hver tiende i Storbritannien. Ydermere sidder folk varetægtsfængslet længere tid i Danmark, end de gør i vores nabolande. Som Lars Andersen slutter:
”Retsstaten kom sent i Danmark sammenlignet med vore nabolande, og den kom ikke til verden uden store kampe. Men det er en historie, som ikke mange har interesseret sig for. Det er næppe overraskende, eftersom den ikke passer ind i vores grundfortælling om moderniseringen og demokratiseringen af Danmark i 1800-tallet. Alexis de Tocquevilles bog fra 1835 om demokratiet i Amerika vandt hurtigt 1800-tallets liberale bevægelser for sagen, men selve dannelsen af nye retsstatslige institutioner tog lang tid for Danmarks vedkommende.
Retsstaten faldt ikke ned fra himlen.” (s. 99)
Læs mere om serien 100 danmarkshistorier HER
Om Den glemte inkvisition:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 100 sider
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Læs også:
Ondskabens øjne – en biografi om Jens Nielsen af Poul Duedahl
Forbrydelsens ansigt af Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo
Det sidste skridt – danske dødsdomme gennem 500 år af Hans Gregersen
Sikringen – sikringsafdelingen i dansk psykiatri 1918-2018 af Jesper Vaczy Kragh
Det store natmandskomplot – en historie om 1700-tallets kriminelle underverden af Tyge Krogh
