Jeg møder ofte folk, som ser lidt uforstående på mig, når jeg fortæller, at jeg elsker horror. De undrer sig over, hvorfor man dog har lyst til at blive skræmt fra vid og sans, og ofte finder de også genren usmagelig og uden kvaliteter. Jeg kan også selv have svært ved at sætte ord på min fascination, men heldigvis findes der klogere folk end mig, som direkte forsker i horror, og derved kan komme med forklaringer på nogle af spørgsmålene.
Én af dem er Mathias Clasen, som er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han primært forsker i horror, men også i gotik, fantasy og science fiction. Hans ph.d. afhandling hed Monsters and Horror Stories. A Biocultural Approach. I serien Tænkepauser trækker han hovedpunkterne ud fra sin forskning i bogen Monstre.
Her forklarer Clasen underholdende og på let forståeligt dansk, hvorfor vi er så fascinerede af monstre. Han mener ikke, at det er så sært, at monstre spiller en væsentlig rolle i vores kulturs fortællinger, når man påtænker, at homo sapiens i millioner af år levede side om side med virkelige og sultne monstre. Og tilværelsen som jaget vildt har sat sig dybe spor i vores DNA, for den, der blev bange for en lyd og stak af, overlevede i modsætning til kammeraten, der blev siddende ved bålet, da tigeren sprang på ham.
Clasen underbygger sin påstand med evolutionspsykologien.
“Sindet består af forskellige “moduler”, som løser forskellige opgaver: Ét modul har til opgave at beskytte os mod fare, et andet hjælper os til at undgå upassende sexpartnere, og et tredje gør os i stand til at udvælge næringsrig føde. Disse moduler er tilpasninger, og de har hjulpet vores forfædre til at overleve og reproducere.“
Men hvordan efterforsker man den psykiske evolution, når man ikke kan finde forstenede sind?
“… De kan heller ikke finde forstenede hjerter, øjne eller immunsystemer, og ikke desto mindre kan man analysere et organ og udlede dets funktion. Et øje er beregnet til at se med, et hjerte pumper blod rundt og så videre. På samme måde kan man analysere et mentalt modul for at undersøge, hvilke problemer det er beregnet til at løse, og hvilke evolutionære kræfter der har frembragt det. Omvendt kan viden om de problemer, vores forfædre jævnligt har stået over for, fortælle os, hvilke moduler der kan tænkes at findes i vores fælles mentale konstruktion…”
Clasen fortsætter med at fortælle om, hvordan frygt og fobier kan give god evolutionær mening, men også hvorfor f.eks. små børn elsker at lege titte-bøh-leg og andre lege som er en smule nervepirrende. Det kan simpelthen ses som en måde, hvorpå man risikofrit kan øve sig i færdigheder, som senere kan redde ens liv! Med det udgangspunkt kan skrækhistorier ses som en slags simulationer, vi bruger til at blive klogere på vores egne reaktioner.
Efter de indledende kapitler om den evolutionære baggrund går Clasen videre til at tale om monstret i bøger og film, og om forskellige slags monstre. Han fortæller bl.a. om, vampyrens udvikling fra et smittefarligt uhyre til nutidens dark prince, som teenagepiger (og mange kvinder) tørster efter i f.eks. Stephanie Meyers romaner. Også vampyr-myten kan forklares biologisk, idet man jo tidligere intet anede om bakterier og virus, eller om de forrådnelsesprocesser kroppen gennemgik efter døden.
Et andet monster er zombien, som er det, der bliver tilbage, hvis du skræller alt det menneskelige af en vampyr – et væmmeligt råddent stykke kød som forsøger at æde dig og smitte dig. Og lige som frygt er en vigtig evolutionstilpasning, således er også væmmelse. “Væmmelse er en almenmenneskelig reaktion på smittefarlige substanser, og den opstår i et samspil mellem genetisk programmering og læring.” Små børn føler nemlig ikke væmmelse, men de udvikler den, ligesom de udvikler tænder, for væmmelse er nødvendig for at undgå smittefare. Som Clasen udtrykker det: “Hvis man sætter tænderne i et råt stykke fordærvet kød, kan man være sikker på at tilbringe en rum tid på porcelænstronen. Og det var ikke en god strategi i vores forhistoriske miljø, hvor der hverken fandtes skadestuer eller medicinsk videnskab.”
Slutteligt giver Clasen os også forskellige forklaringer på, hvorfor vi bruger tid på at se/læse om fiktive monstre. Bl.a. nævner han evolutionspsykologen Geoffrey Miller, som hævder, at al kunst er et produkt af seksuel selektion – ligesom påfuglehannens store hale ikke giver ham fordele i flugten, men alene er til fordi hunnen synes den er tiltrækkende – således viser kunstnere overskud ved at producere “overflødigheder” som abstrakt kunst. En anden retning står litteraten Joseph Carroll for. Han mener, at vores omgang med fiktion fungerer som tilpasning, bl.a. ved at udvide vores erfaringshorisont.
Mathias Clasens bog er som tidligere nævnt velskrevet og let tilgængeligt, og har man den mindste interesse i horror, får man masser af interessante oplysninger og pointer på de kun 60 sider.
“Monstret er som et mangefacetteret spejl. Man bliver skidt tilpas af at kigge for længe på det, men hvis man ser godt efter, kan man få øje på forskellige aspekter af sig selv: sin inderste frygt og sine dybeste ønsker, vores evolutionære forhistorie og nutidige bekymringer. Sådan kan skrækhistorier gøre os klogere på os selv.”
Om Monstre:
Udgivelsesår: 03.11.2012
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 60 sider
Andre udgivelser af Mathias Clasen:
Drager, damer & dæmoner : en guide til Dennis Jürgensens univers (2002)
Homo Timidus : om gys og gru – med fokus på danske horrorforfattere (2004)
Horror.dk : 12 danske noveller / redaktør (2008)
Velkommen til dybet : 13 gyserhistorier / redaktør (2011)
