I Guandong provinsen i Kina opdager myndighederne et udbrud af den frygtede fugleinfluenza H5N1. Over en million fugle destrueres, men for sent. Der er allerede smittet mennesker, og nu muterer H5N1 så den kan overføres mellem mennesker.
Det første offer er en kinesisk arbejder, som smitter en amerikansk forretningsmand. På sin rejse hjem i flyet smitter han en række andre mennesker, og instruktør Richard Peace viser ved at opdele skærmen hver gang smitten overføres, hvor hurtigt det kan gå. Flot lavet – og jeg mistede lynhurtigt overblikket.
For det går stærkt. I løbet af få uger er der over tyve millioner døde på verdensplan, og det værste er, at lederen af Epidemic Intelligence Service, dr. Iris Varnack (Joely Richardson) kun kan love, at det bliver langt langt værre. Smitten er nemlig stærkere end den spanske syge (også en fugleinfluenza overført til mennesker) som i 1918 slog op mod 40 millioner mennesker ihjel …
Det er ikke fordi “Fatal contact: Bird flu in America”, som sådan er en fantastisk film, men jeg synes, den er ret så skræmmende, fordi den er lavet meget realistisk. Der er ikke som i “Outbreak” fra 1995 lagt stor vægt på at vise forfærdelige sygdomstegn med slim og blod osv. I stedet for vises hvor hurtigt vores moderne samfund kan inficeres af en pandemi, og hvor hurtigt vores samfundsstruktur bryder sammen.
For hvad hvis der ikke er lastbilschauffører til at køre mad og medicin ind i storbyerne? Og hvad hvis sundhedspersonalet bliver hjemme af angst for selv at blive smittet? Og er det en fordel at lave karantæneområder eller skaber det bare flere syge?
Richard Pearce har lavet en i mine øjne stærk film, fordi den behandler emnet som den gør. Det er måske ikke en rigtig gyser, men det er i hvert fald uhyggeligt!
Instruktør: Richard Pearce
Udgivelsesår: 2006
