Den unge mand Martin flytter ind hos sin bedstefader. Bedstefaderen er overbevist om, at Martin er ramt af slægtens forbandelse og er en Nosferatu, der drikker blod af mennesker, altså en vampyr. Martin tror også selv, at det er sandheden, og han dræber med jævne mellemrum mennesker, især kvinder, for at drikke deres blod. Han kan dog sagtens bevæge sig rundt i dagslys og bliver heller ikke påvirket af hverken hvidløg eller kors.
I huset bor også den unge kvinde Christina. Hun skælder bedstefaderen ud for at tro den slags vrøvl om Martin, og prøver at hjælpe ham med at undslippe bedstefaderens foranstaltninger. Martin falder da også langsomt til i byen, og får ovenikøbet et seksuelt forhold til husmoren, mrs. Santini, der længes efter at få et barn. Men idyllen varer ikke ved.
“Martin” er en atypisk vampyrhistorie. George A. Romero lader ikke sin hovedperson være underlagt de mange myter om vampyren. Han drikker ikke sine ofres blod ved hjælp af hugtænder, men bedøver dem med en sprøjte og og camuflerer dødsfaldet som selvmord begået med barberblade. Han affærdiger de gamle skikke som magi, der ikke virker, og opfører sig i det hele taget mest som en almindelig utilpasset teenager, der ikke helt kan finde ud af det med at blive voksen. Bl.a. ringer han ind til et radioprogram og fortæller om sine problemer, og her bliver “The Count” (som værten kalder ham) et populært indslag.
Romero undlader at tage stilling til, om Martin virkelig er vampyr i den traditionelle forstand. Det er op til seeren at bedømme. Godt nok ser vi ind i mellem sort/hvide klip, som kan være Martins minder fra gamle dage, men det kan også bare være dagdrømme.
Generelt er “Martin” ikke så udpenslet splattet som Romeros zombi-film, men scenerne hvor Martin drikker af sine ofre er dog grumme nok, og blodet er noget af det mest røde jeg har set på en skærm. Det står ultraskarpt i billedet. Slutningen er heller ikke for sarte sjæle.
“Martin” er i det hele taget en anden slags vampyrfilm end de sædvanlige Dracula-fortællinger. Her er ikke den sofistikerede forfører med overnaturlige evner, snarere en genert og psykotisk ung mand, som ikke kan lade være med at dræbe. Spørgsmålet er, om trangen efter blod er biologisk eller psykologisk?
Romero skriver i sit forord til filmen: “Martin is about all the monsters of the world, proposing that they are simply extensions or exaggerations of a certain strain present in all of us. As do all monster-stories, Martin discusses the varying levels of moral conscience in the human animal. Not only are moral lines difficult to draw, but any attempt to broadly categorise behaviours as good or evil will warp any true search for the nature of man.”
Læs også anmeldelsen på Uncut.dk
Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1977
