Hvis man googler titlen Mordets melodi dukker to forskellige film frem, nemlig Dario Argentos italienske thriller fra 1975 med originaltitlen Profondo Rosso, og danske Bodil Ipsens film fra 1944. Og mens førstnævnte er verdenskendt, tror jeg ikke mange udenfor Danmark kender Ipsens film.
På varieteen Eldorado optræder sangerinden Odette Margot (Gull-Maj Norin) med en lille fransk sang. Her holder hun sig for sig selv, selvom den unge lysmester Max (Poul Reichhardt) er meget interesseret i hende. Så sker der et mord, og kort efter endnu et. Fællestrækkene for de to mord er, at begge kvinder hed Sonja (som er Odettes fødenavn) – og begge gange har vidner hørt den lille franske sang, som Odette også synger.
Det viser sig, at Odettes ex-mand Louis (Angelo Brun) er i byen. De arbejdede tidligere sammen i et nummer, hvor Louis hypnotiserede Odette, og nu er hun bange for, at han måske har hypnotiseret hende til at begå mordene. For efter hvert mord har Odette befundet sig fortumlet et fremmed sted og har ikke kunne huske spor!
Mordets melodi er en underholdende historie, som med garanti har givet datidens publikum spænding til stregen. Angelo Brun er rigtig modbydelig i rollen som ex-manden Louis, mens Poul Reichhardt jo er indbegrebet af en helt. Gull-Maj Norin spiller distanceret, og man får fint fornemmelsen af hendes usikkerhed mht. sin egen skyld. Historien er udmærket skruet sammen, og selvom spændingsniveauet ikke kommer op på nutidens gys, så er den bestemt værd at se.
I Gyldendals danske filmguide skriver Morten Piil, at det var Mordets melodi, som inspirerede Ole Bornedal til at indflette musikstumpen “Lille Lise let på tå” i sin film Nattevagten fra 1994.
Mordets melodi baserer sig på et hørespil af Tavs Neiiendams, som kan høres her. Med 10 genudsendelser er det den største succes i radioteatrets historie.
Om filmen:
Instruktør: Bodil Ipsen
Udgivelsesår: 1944
